Af Dina Raabjerg, byrådsmedlem og folketingskandidat, Det Konservative Folkeparti

”Hun er blevet hjemme fra skole, fordi hun gerne vil sige sin mening til jer”. Sådan sagde Pia om sin datter, da Søren Pape og jeg var ude og besøge Pia og Jens på deres næsten nybyggede - men nu helt tomme – minkfarm mellem Brande og Ikast.

For det handler nemlig ikke om mink. Det handler om mennesker. Om drømme. Og om et traume, der har sat sig så fast, at det efter 2 år stadig er svært at sætte ord på, ”hvordan det var, dengang…”.

Der er gået 2 år siden, Mette beordrede alle mink slået ihjel – uden hjemmel og under trusler. 2 år, hvor man knapt er begyndt at vurdere avlernes farme, og hvor udsigten til erstatning ligger år fremme i tiden.

Pia og Jens havde ambitioner. De arbejdede hårdt og var i gang med at udvide. Deres avlsdyr var prima kvalitet og priserne derfor i den gode ende. Men drømmen brast fra den ene dag til den anden. Og hver dag bliver familien konfronteret med det, der var. De skal stadig lave regnskaber, vaske og vedligeholde farmen. Og hvor vi andre måske har lagt minksagen bag os, så vil det vare år, før sagen er lukket for de mange avlere – og for Pia, Jens og deres 2 piger.

Det går fint at tale om priser på nedfrosne minkskind, vurderinger og byggematerialer, der lige var blevet købt ind. Det går faktisk rigtig fint - lige indtil luften står bomstille, og vi skal tale om ”hvordan Jens greb samtalen an med sine børn - da han skulle fortælle, hvad der var ved at ske?”. Alt bliver stille og tårerne løber hos både Jens og Pia. Og det står klart for mig, at sorg og svigt har rigtig svært ved at forsvinde, når man ikke får en anerkendelse af, at man har bragt et offer – og når man ikke får en afslutning.

Jeg husker på, datterens ønske om at fortælle os sin mening. Og jeg spørger ind. Viljen er der. Modet måske også. Men også her sætter ordene sig fast og tårerne begynder at trille.

Nogen gange er den klareste tale bare den, der kommer uden ord.

Når bølgerne går højt, og vi i Danmark taler om minkskandalen, så taler vi om lovhjemmel og rigsret. Om folkesundhed og erstatninger. Og om tab af eksport og arbejdspladser. – Men spørgsmålet er, om vi ikke har glemt noget vigtigt. Om det ikke er på tide at vi ser og anerkender den sorg og det personlige tab, som mænd, kvinder og børn blev påført, da de fra den ene dag til den anden fik besøg af myndighederne?