Miljøministeriets forvaltning af natur

Sidste år ringede vores søn til mig og spurgte, om jeg ville med ud og se på en avlstyr, og det ville jeg gerne. Vi skulle op i Mols Bjerge og se på en tyr, der gik i Nationalparken. Vi kørte derop en dag sidst i august og blev budt velkommen af personen med ansvaret for dyrene. Vi kørte ud i området og fandt, hvor tyren gik sammen med en flok køer. På det tidspunkt skulle dyrene jo have det godt, og ja, det havde de, men de var ikke særlig prangende. Vi spurgte om, hvad de gjorde til vinter med dyrene. Jo, vi har en løsdriftsstald, hvor dyrene kommer ind og får noget foder, når det bliver koldt.

Så sker der det forfærdelige, som alle, der har fulgt med i dagspressen, ved: nogle dyr døde af sult, andre kælvede flere måneder for tidligt for at overleve, og de, der overlevede, lignede levende skeletter. Vores søn ringede til personen, som han havde købt tyren af for at få en forklaring. Ja, jeg har fået ny arbejdsgiver, som har pålagt mig, at dyrene ikke må komme på stald og få tilskudsfoder, men skal gå ude og leve af det de kan finde ude i naturen!!! Hvordan kan man gøre sådan noget mod dyr?

Nationalparkfond Mols Bjerge er på finansloven i Miljøministeriet og får 7,5 mio. kr. om året, men selv om man får så stort beløb, er det da ikke ensbetydende med, at man skal vanrøgte dyr og mishandle dem. Tænk hvis det var en landmand, der behandlede sine dyr på den måde, så ville han øjeblikkelig blive frataget retten til at holde dyr. Men når man får penge af Miljøministeriet, så er alt tilsyneladende tilladt!

Inge og jeg lavede en tur til Mols Bjerge i sommer. Det var en rystende oplevelse at se, at Staten behandler dyr på den måde og ikke lytter til den person, der har ansvaret og føling med dyrene og ved, hvordan man behandler dem. Vores oplevelse var desværre ikke opmuntrende; det, vi havde set i medierne, var desværre rigtigt, og det var kun ca. 30 % af køerne, der havde en kalv, hvor det skulle have ligget meget tæt ved 100 %.

Samme koncept

Nå, det var slet ikke det jeg ville skrive om, men derimod om de planer som miljøminister Lea Wermelin har med Harrild Hede. Efter hvad jeg kan se, bliver det noget af det samme koncept som i Mols Bjerge. Indhegning af dyr som skal gå ude hele året. Er der slet ingen klokker, der ringer hos politikere og embedsmænd, at det er helt galt, det de har foreslået?

Nu har jeg fortalt om dyrene i Mols Bjerge, men hvad med Harrild Hede, som vi besøger flere gange om året, og nyder heden, når den blomstrer; det er jo et syn, som mange gerne kører langt for at se og lugte.

En hede skal plejes og holdes ved lige. Det er den blevet i hundredvis af år, og igennem mange år er heden blevet slået og brugt til tagdækning og dækkemateriale af dyrenes vinterforråd og meget andet. I dag fræses lyngen, eller også brændes den af under kontrollerede forhold, netop for at lyngen kan forny sig. Ydermere vil der gro buske og træer op, så det bliver skov, og det må selvfølgelig ikke fældes i en nationalpark. På Harrild Hede laver staten for øvrigt også mange forsøg med, hvordan man bibeholder heden, så vi også i fremtiden kan have en hede, vi kan gå ud og nyde og opleve og se de store vidder. Men det vil fremover være slut.

Hvor mange mio. kr. om året har Miljøministeriet afsat til dette projekt, som med tiden vil ødelægge Harrild Hede?

Her i Brande er vi så heldige, at vi har Brandlund Hede, som vi på nærmeste hold kan følge og se bliver plejet, netop for at vi kan nyde en blomstrende hede og en natur, som vi alle holder af at færdes i.

 

Karl Kristensen, Landlyst 14

 

Kommentarer

Jeg tror, at alle kan være enige om at situationen med de udsultede kreaturer sidste vinter i Nationalpark Mols Bjerge var helt forkert, og at politianmeldelsen var helt på sin plads.
Men jeg forventer også, at alle dyreholdere - både stat, kommune og private - har lært noget af den meget eksponerede sag. Derfor kan man forhåbentlig tage det for pålydende, når Naturstyrelsen gang på gang understrege,r at man vil gøre alt for at situationen ikke gentager sig i de kommende Naturnationalparker.

At heder skal plejes på den ene eller anden måde for ikke at springe i skov eller dø af ælde, kan vi jo netop glædes over at opleve på Brandlund Hede, hvor der for tiden går en flok trivelige og fredelige stude bag hegn. Til stor glæde og attraktion for både byens borgere og os andre, som bare kommer på besøg.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul