Ti og fri

Den 1. august var det 10 år siden, Gludsted Skole blev til en friskole, og fredag er det præcis et årti siden, at friskolen blev indviet.
Jubilæet markeres lørdag d. 30. august med sang og musik, taler og en fortælling ved multikunstner Karsten Hansen. Desuden byder friskolen på et lettere traktement, og i anledning af jubilæet har man fået fremstillet et jubilæumsskrift.
Blandt bidragyderne finder man skolens nuværende leder, Kim Lerche, der ser tilbage på den udvikling, skolen har gennemgået, skolens bestyrelsesformand Uffe Henneberg og hans 3 forgængere på posten, Mads Helms, Christina Nordborg og Jens Jørgen Hansen. Nuværende og tidligere elever, ansatte og forældre kommer også til orde, og det samme gør Louise Christensen på vegne af Friskolens Venner og Lene Hansen fra Landsbyforeningen.
Milepæle
Kim Lerche, der efter at have arbejdet som lærer på skolen først blev konstitueret og siden udpeget som ny leder i 2012, glæder sig som flere andre over, at man allerede dengang indførte et nyt værdigrundlag med fokus på bevægelse i undervisningen, noget der også fylder en hel del i den seneste skolereform. Derudover nævner han 3 vigtige begivenheder: Sidste års overtagelse af børnehaven, etableringen af jordvarme og opgradering af skolens IT.
I 2012 kunne man også (gen-)indvie skolens gennemrenoverede gymnastiksal, og ved samme lejlighed blev en nyindrettet biograf taget i brug. Siden 2009 har friskolen desuden haft en støtteforening, Friskolens Venner, og mon ikke også de kigger forbi i forbindelse med jubilæet?
Ved skoleårets start havde Gludsted Friskole 78 elever. Dertil kommer 25 børn i børnehaven.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul