Historie, baggrund og fremtid.
Som nu pensioneret praktiserende læge, føler jeg at der er behov for at forklare lokalbefolkningen, hvad det er, der sker med de praktiserende læger i Brande.
Over det lange perspektiv, hvoraf jeg selv har været en lille del, slog byens 3 praktiserende læger sig sammen i en fælles praksis i 1963. Det skulle medføre bedre lægebetjening og bedre vagtordning for patienterne og byens læger. Det var på dette tidspunkt helt nye måder at drive praksis på. Ideerne udviklede sig gradvis til at der i Brande skulle være et sundhedscenter, hvor man samlede alle sundhedsaktører under et tag. Det var visionært, og opgaven gik ud på at få et tæt samarbejde mellem kommunale, amtslige og private interesser. En opgave som bestemt ikke forløb gnidningsløst, men det er en anden historie. Resultatet blev at der i 1974 blev oprettet, vel nok Danmarks første sundhedscenter, hvor byens læger, socialforvaltning, hjemmesygepleje, sundhedspleje, børnetandpleje, fysioterapi og arbejdsformidling blev samlet under et tag, nemlig Social-Medicinsk-Pædagogisk center. Det blev rammen om et forbilledligt samarbejde på tværs af professionerne, med det formål at skabe bedre vilkår for den enkelte borger i Brande. Huset blev bygget som en selvejende institution, hvor de forskellige sundhedsaktører lejede sig ind. Efter tilbygning af Rådhuset, overtog kommunen den selvejende institution, hvor blandt andet lægerne siden har siddet til leje.
Over årene er nogle dele af sundhedscentret forsvundet af forskellige årsager (nedlagte funktioner, flytning på grund af pladsmangel, kommunesammenlægning m.v.), og nye aktører er kommet til. Det meget tætte samarbejde med regelmæssige fællesmøder er også blevet væsentligt neddroslet, således at der i dag kun består fællesmøder mellem lægerne og hjemmesygeplejerskerne hver anden uge. Fællesmøderne mellem læger og hjemmesygepleje samt sundhedspleje opleves fortsat af alle deltagerne som væsentlige, for at kunne opretholde en god service for borgerne i Brande.
Der har i Danmark været mangel på praktiserende læger i en del år, og i Brande har det ikke været muligt at besætte alle 6 lægepladser i de seneste 12 år. Patientantallet i lægehuset svarer til at der kun mangler få hundrede patienter før der udløses en 7. lægestilling. Det har betydet en ganske stor belastning for de læger som er tilbage til at klare arbejdet. Bevares, der er historier om særdeles arbejdsivrige praktiserende læger, som let kan klare mange flere patienter, men de er vist undtagelsen. Vi indførte derfor en ændret arbejdsstruktur i lægehuset i 2009, hvor der blev ansat flere kliniksygeplejersker, og de blev inddraget i selve behandlingsarbejdet, og fik selvstændige opgaver at varetage under supervision af de praktiserende læger. Samtidig må det konstateres at antallet af lægekontakter pr. patient gennem en længere årrække har været stigende. Disse faktorer har ført til at de fysiske rammer i lægehuset efterhånden var blevet så trange, at der i perioder var egentlig lokalemangel.
Det førte i 2012 til at Lægerne i Brande kontaktede Region Midtjylland og Ikast-Brande kommune for at indlede drøftelser om hvordan man kunne løse lokaleproblemet og lægemangelproblemet. Lægernes udgangspunkt var, at byens læger fortsat skulle være under samme tag, og at en gennemgribende renovering af det efterhånden nedslidte lægehus efter 40 års dagligt brug var nødvendig, ikke mindst for at gøre det mere attraktivt for nye læger at komme til byen og arbejde. Der blev på embedsmandsniveau udført et stort arbejde med at finde ud af den bedste og billigste løsning på opgaven. Region Midtjylland havde mange gode ord om problemet, men ikke noget konkret at byde ind med, som kunne løse problemet.
I efteråret 2013 blev sagen lukket fra Ikast-Brande kommunes side med en beslutning om at de ville sælge lægehusbygningen, så de ligesom var ude at problemet på den måde. En løsning som de praktiserende læger på ingen måde var interesseret i.
Da jeg gik på pension i 2014, kom lægeantallet ned på fire, hvorfor man lavede en aftale med Regionen om at de skulle placere en regionsansat vikar i lægehuset. Denne ordning har virket siden, men da det jo er skiftende læger, som ikke har den samme relation til patienterne, som en fast praktiserende læge, har ordningen kun haft begrænset effekt med karakter af brandslukning. Dyrt er det sikkert også. Fra lægehusets side har man besluttet at stoppe med denne vikarordning, fordi det ikke opleves som en aflastning i dagligdagen. Herefter har Region Midtjylland meddelt, at praksis ville blive beskåret med en lægestilling, således at der fremover kun skulle være 5 læger i lægehuset (dette er en ret, som Regionen har efter samarbejdsaftalen, når en stilling har været ubesat i længere tid). Regionen kan så opslå den 6. lægestilling som ledig og en ny læge kan overtage den.
Fremtiden for lægedækningen i Brande by ser altså ud til at blive et lægehus med 4 læger, eventuelt 5, når/hvis stillingen kan besættes. Regionen står herefter med ansvaret for at oprette ny lægestilling i Brande. Seneste melding fra Regionen er, at de har indgået aftale om, at en lægepraksis i Ikast laver satellit-klinik i Brande, som skal yde lægebetjening af de patienter som ikke kan få plads i lægehuset efter afpasning af patientantallet i forhold til antallet af læger. Det er en helt ny måde at søge en løsning af lægemanglen på, som mig bekendt ikke har været brugt før. For mig at se ville det da være en bedre løsning, hvis den pågældende læge i Ikast flyttede sin praksis permanent til Brande. Kun herved kunne man sikre at det er samme læge i klinikken hver dag, og at vedkommende læge kan yde den fulde service i Brande. For mig at se er det vigtigt, at læge og patient kender hinanden.
Det er i lyset af disse begivenheder, at man skal se lægernes udmelding om at nedskære antallet af patienter som er tilmeldt Lægerne i Brande, men jeg kan godt forstå mine tidligere kollegers frustrationer over manglende vilje til at løse problemet i fællesskab mellem almen praksis og Region / kommune. Jeg tror simpelt hen de er nået dertil, at de er nødt til at justere deres personlige arbejdsbelastning, for at kunne overleve i branchen. De patienter som fremover hører til i lægehuset, skulle gerne opleve bedre lægebetjening med mere rimelige ventetider på at få en aftalt tid. Desværre bliver nogle patienter nødt til at få dækket deres lægebehov på anden vis, tilsyneladende gennem en satellit-klinik, idet der åbenbart er rigelig lægekapacitet i Ikast.
Ebbe Glarborg
Pensioneret læge