Noget af fortiden forsvandt.

Med Henning Sørensens død er nogle af kapitlerne af Blåhøjs historie forsvundet.
I det lille venlige menneskes hjerne, fandtes stof til beretninger om tre - fire generationers gøren og laden i stort og småt i Blåhøj, Omvrå og Hallundbæk.
Hennings Sørensens bidrag til lokalhistorien er en vigtig kilde for fremtidige interesserede, i forståelsen af livet, der levedes i området i det 20. århundrede.
Den amerikanske lyriker og sanger Laurie Anderson siger på sit nummer 'World Without End': 'When my Father died, it was like a whole library had burned down.' Da min egen far, Aksel Nielsen, døde i 2001, havde jeg dén følelse, at et helt bibliotek var brændt ned, og nu, hvor Henning Sørensen er død, har jeg den samme følelse. De var begge et stort leksikon af oplysninger om livet i og omkring Blåhøj. De havde begge en fintfølende iagttagelsesevne, og en diskret lun tone, når de fortalte om folk i de to Blåhøj'er og i området rundt omkring.
Mine besøg på Blåhøj Lokalhistorisk Arkiv i Blåhøjhallen hos Henning Sørensen, gav mig en stor forståelse for min egen slægts livsbetingelser. Henning kunne huske min fars far, Ælfred Nielsen, og Henning kunne selvfølgelig vise mig lærer Hartlevs nekrolog om min farfar, da han døde i 1938.
Jeg opnåede et venskab med Henning Sørensen i de sidste ti år af hans liv, og jeg føler stor taknemmelighed for at have kendt et så fint menneske.
Det blev for Henning en omfattende beskæftigelse med den lokale historie, da han blev pensionist. Hans store viden om lokalsamfundet, og hans mange besøg på landsarkivet i Viborg, gjorde ham i stand til at være den ledende bidragyder til Lokalarkivets bogudgivelser om beboelserne i Blåhøj og gårdene i Omvrå og Hallundbæk.
Jeg håber at Henning vil blive husket, som han huskede mennesker gennem et århundrede i Blåhøj og omegn.
Knud Rauff Nielsen.

Tags: 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul