Ingen ny formand og bestyrelse

Tre ud af fem bestyrelsesmedlemmer af Brande Handelsstandsforening havde forud for aftenens generalforsamling meddelt at de ikke genopstillede, heriblandt formanden Dina Blomstrand.
Det skulle således have været deres sidste aften som medlem af bestyrelsen, men så let gik det ikke.
Da man kom til valg af bestyrelsesmedlemmer, dukkede alle sig, og dirigenten Kay Laursen, måtte flere gange udbede sig forslag til nye bestyrelsesmedlemmer.
Mange blev foreslået og lige så mange sagde pænt nej tak.
Vedtægterne blev gennemgået og det blev slået fast at der bestyrelsen skulle bestå af mindst 5 medlemmer + en suppleant. Det var derfor udelukket at man kunne køre videre med kun 2 bestyrelsesmedlemmer, derfor så dirigenten ikke andre muligheder end at sende bestyrelsen hjem med en anmodning om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling og bruge tiden til at finde tre nye emner, eller overtale de tre siddende til at tage endnu en tørn.
Vi har udfordringer – ikke problemer
I sin beretning kom formanden Dina Blomstrand ind på de negative omtaler byen havde fået i bl..a TV Midtvest.
”Jeg vil slå fast med syv tommer søm, at vi ikke har problemer i Brande, men udfordringer! Os der bor i Brande ved godt hvordan det er; men dem der overvejer at flytte til Brande ved ingen ting om Brande og hvis de læser det medierne skriver, kan det meget vel være, at de ikke flytter til Brande”.
Hun kom i sin beretning ind på status for butikslivet i 2012.
”Vi har desværre mistet to butikker, men har samtidig kunnet sige goddag til fem nye butikker. Derudover har en lang række af vore medlemmer moderniseret deres butikker, skiftet navn eller flyttet til andre lokaler i Brande.
Dina Blomstrand bød også den såkaldte 6-mands gruppe, der vist nok i mellem tiden er blevet til en 7-mands gruppe, velkommen.
Gruppen er en selvbestaltet gruppe, der vil se på Brandes udvikling, gennem dialog med blandt andet indpendlerne og borgerne i byen.
Også gruppen der arbejder med en Brande-portal fik gode ønsker og held og lykke med på vejen.
Portalen er tænkt som et sted hvor man kan finde alle oplysninger om Brande – blandt andet en fælles kalender, som mange i salen efterlyste.
Shopicity en dårlig ide
Medlemsskabet af Shopicity blev af formanden betegnet som en dårlig ide og som noget man havde fortrudt at man havde købt sig ind i.
Gavekortet kører i øjeblikket gennem Shopicity, men bestyrelsen vil kigge på tre muligheder: At finde en anden udbyder, den gamle manuelle løsning eller helt droppe gavekortet.
Læs mere i Brande Bladet i næste uge.
Tilføj kommentar