DM-sølv til Brande-skytte

Glenn Frandsen hentede sin fjerde medalje ved Nordisk Kombinations Skydning, så nu har han to af guld og to af sølv i denne krævende disciplin.
Med en sølvmedalje blev DM i Nordisk Kombinations Skydning, igen en positiv oplevelse for Brande-skytten Glenn Frandsen. Skydningen foregik på Herning Jagtcenter i Ørre.
Glenn Frandsen har deltaget ved fem mesterskaber i Nordisk Kombinations Skydning og har i alt opnået to guld- og to sølvmedaljer i denne ret specielle skydning, der kræver stor alsidighed af skytterne. Her skydes både med haglgevær og jagtriffel, og der dystes i de fire discipliner sporting, nordisk trap, buk og elg.
Glenn Frandsen skyder i seniorklassen, hvor han opnåede 377 point af 400 mulige, kun overgået af guldvinderen, der skød 383 point. Sølvmedaljen giver i øvrigt adgang til De Nordiske Mesterskaber, som afvikles den første weekend i august på Herning Jagtcenter i Ørre, hvor Glenn Frandsen kommer i hård konkurrence med især skytterne fra Norge og Sverige, som har lange traditioner for at hjemføre mesterskabet.
Ud af skydeglad familie
Sølvvinderen, der nærmest har skudt, siden han kunne køre på trehjulet cykel, er ud af en meget skyde- og jagtglad familie, hvor både farfaderen og faderen har skudt sig til danske mesterskaber.
Glenn Frandsen lægger da heller ikke skjul på, at han bruger al sin fritid enten på jagt eller på skydebanen for at dyrke sin interesse og holde formen i orden.
-Det er en både tidkrævende og ret så bekostelig hobby. Derfor er jeg også glad for det tætte samarbejde og den sponsorstøtte jeg modtager fra Henrik Mortensen og Gamekeeper Jagtrejser i Svindbæk, siger Glenn Frandsen.

Tags: 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul