Familien Lenz kom til Brande i 1951 for at drive Jernbanerestauranten. Fru Helga var en fremragende kok, Ludvig Lenz snakkede Fanden et øre af og blev turistchef i byen. Men den 17-årige datter var rystet over den lille stationsby og lovede sig selv at komme væk i en fart. Men så var der ham der ”Basse” i den sort-hvidstribede fodboldtrøje….
Af Arne Mariager
- Jeg stod og kiggede ned gennem hovedgaden i Brande. Jeg var 17 år og skulle begynde i 1. g på gymnasiet i Herning. Jeg var lettere rystet. – Uha, uha, tænkt jeg – lad mig få skolen overstået og komme væk i en fart….
Sådan fortæller Zita Lentz om det første indtryk, hun fik, da hun sammen med sine forældre kom til Brande i 1951. Ludvig og Helga Lentz havde overtaget forpagtningen af Jernbanerestauranten, og så måtte børnene følge med.
- Børn af folk i restaurations-branchen kommer vidt omkring, fortæller Zita. - Jeg blev født i Fredericia, men fordi mine forældre ofte skiftede arbejde, kom jeg til at bo i henholdsvis Viborg, Aalborg, Jelling, Svendborg og Korsør. Indtil mine forældre overtog driften af Jernbanerestauranten i Brande og fik deres eget sted. Så blev der kastet anker.
Men det var ikke med Zitas gode vilje, at det blev Jernbanerestauranten i en mindre by i Vestjylland. Hun fandt byen kedelig, og hun havde svært ved at falde til.
- Jeg syntes ikke, ”branditterne” var lette at komme i kontakt med, siger hun. - Min far, der kunne snakke med alle mennesker – og elskede at gøre det – havde let nok ved det. Og mor var så dygtig til at lave mad – og havde så travlt – at hun ikke tænkte meget over det. Men jeg syntes, det var svært. Selv drengene var lidt vanskelige ”at arbejde med”, siger Zita og smiler. Hun var ellers fortrolig med at være omsværmet. Men fyrene i Brande virkede reserverede.
Den stribede brandit
Det er 63 år siden, Zita Lentz kom til Brande. Sådan set blev jernbanen hendes skæbne, som den blev det for så mange andre. Fordi forældrene forpagtede jernbanerestauranten. Men det var nu en anden bane – fodboldbanen – der først og fremmest afgjorde tilværelsen for Zita.
- Jeg havde som sagt besluttet at komme væk i en fart, fortæller hun. Efter min studentereksamen rejste jeg så til København og arbejdede hos forsikringsselskabet ”Nordisk Liv og Ulykke”, senere i et andet firma, men jeg var ikke rigtig tilfreds. Og så var der jo ham der fodboldspilleren….Og så smiler Zita igen. For selv om drengene i Brande ikke ”var til at arbejde med”, så var der nu en af dem, hun havde et godt øje til. Når de sort-hvidstribede spillede, var han en af de iøjnefaldende. Henning ”Basse” Pedersen var en charmerende mand, syntes Zita. Men han var inkarneret ”brandit”. Han kunne og ville ikke trække vejret andre steder end i Brande. I den store naboklub Ikast, forsøgte de at lokke ”Basse” til at skifte klub. Han så med foragt på en sådan henvendelse. Han var fra Brande og for Brande og spillede kun i Brande. Take it or leave it....Og Zita tog så "Basse”, og dermed var rejseplanerne en gang for alle pakket ned. Parret fik mere end 40 år – og fire børn – med hinanden. To af børnene bor stadig i Brande, en bor i Vejle, men arbejder i Brande. Og én bor i Lind. Brande er inden for rækkevidde. Det ville glæde Basse. En dag, da hans datter fortalte, at hun havde fået arbejde i Herning, blev han lettere chokeret. – Du vil da ikke fortælle mig, at du vil køre helt til Herning hver dag….!
- Når man fra barns ben flytter rundt, er det svært at forstå andre menneskers forankring i et enkelt sted, men med ”Basse” var der ikke noget at stille op. Han ville ikke leve andre steder end i Brande, siger Zita. – Det var nu også hyggeligt. Der var en fin stemning omkring fodboldholdet, og spillerne og deres koner kom meget sammen. Jeg ses stadigvæk med nogle af dem. Men mændene er jo væk. Sådan er det, desværre. Når der inviteres til selskab, er vi altid et stort bord med enlige kvinder…
Scener fra et hotel-liv
Men var Zita ikke umiddelbart begejstret for Brande, så husker hun dog ungdomsårene som dejlige og fyldt med gode minder. Livet på og omkring Jernbanerestauranten var fyldt med gode oplevelser.
- Det var givetvis også en stor omvæltning for mine forældre at komme til Brande, siger Zita. - De fik foden under eget bord, men det var gammeldags. Der var et kæmpestort komfur i restaurantkøkkenet. Der blev fyret med brunkul de første år. Og så havde far og mor ikke længere kolleger, men medarbejdere. Det var de gode til, ikke mindst mor, og jeg tror, de fleste af vore medarbejdere mere følte sig som en del af familien end som medarbejdere. Der kom mange forskellige mennesketyper på restauranten, med de rejsende spillede ikke nogen større rolle. Jernbanehotellet var de lokales kro, simpelthen. Der var en del stamkunder, og der var mennesker, som hentede mad på Jernbanehotellet hver dag, lige som vi havde faste pensionærer. Vi havde også ”en slyngelstue”, hvor der blev drukket nogle bajere, men det var under ordnede forhold. Ellers gav far kunderne karantæne. Det var de skrækslagne for. Mens Hennings og mine børn var mindre, og vi kom på Jernbanehotellet, var det da tit, at en af stamkunderne tog en af ungerne op på knæet og sad og sludrede. Det var hyggeligt. Ind i mellem dukkede politiet op. Ikke for at anholde nogen, men for at smutte ud i køkkenet til mor og få én kop kaffe. Og mens mor styrede dagligdagen på Jernbanehotellet, kastede far sig over markedsføringen af Brande. Han var turistchef og havde sine ideer. Jeg kan huske, han en gang tog til København sammen med en flok unge piger fra Brande – og så delte de lyngbuketter ud på Rådhuspladsen. Det gav opmærksomhed. Jeg tror også, det var far, der opfandt begreberne ”Branditter” og ”Brandiner”. Det er jo blevet daglig tale efterhånden. Der er ingen, som kalder sig brandeborger eller brandenser eller brandeaner. Vi er ”branditter”. Sådan, siger Zita og kigger fra sin hyggelige lejlighed i Storegade ud over den by, hun svor på at ville forlade i en fart – for 63 år siden.