LÆSERBREV af Jette Harrild: Debatten om samarbejdet i Ikast-Brande Kommune er igen blusset op. Regionsrådsnæstformand (C) Bo Jensen har helt ret: En ny konstituering kan være vejen til at opbygge tilliden i kommunen – men det kræver handling, ikke kun ord.

I mange år har der været en tydelig oplevelse af en nord-syd-ubalance i kommunen.

Brande-området kan aldrig alene samle flertal i byrådet. Syd er derfor helt afhængig af, hvordan flertallet i nord vælger at bruge sin magt. Og tallene taler deres tydelige sprog: De tre politikere, som i praksis har fordelt magten – Ib Lauritzen (V), Kasper Pauli Pedersen (A) og Simon Vanggaard (DF) – fik sammenlagt kun 119 personlige stemmer i Brande.

Alligevel styrer de borgmesterposten, viceborgmesterposterne og fordelingen af de mest magtfulde og økonomisk attraktive poster. Det sender et klart signal: Syd er uden reel indflydelse.

Når borgmesteren nu rækker hånden frem mod syd og taler om dialog og samarbejde, er det selvfølgelig positivt. Men hvis ordene skal have reel betydning, kræver det også konkrete handlinger.

Regionsrådsnæstformand (C) Bo Jensen foreslår helt konkret:

Lad konstitueringen gå om.

Udvid økonomiudvalget fra fem til syv medlemmer, så flere stemmer fra hele kommunen inddrages i centrale beslutninger.

Et andet vigtigt signal ville være at tilbyde en viceborgmesterpost til den sydlige del af kommunen. Den post bør naturligt gå til Fælleslisten, som fik 41 % af stemmerne i Brande. Rune Lyager sikrede med 1.274 personlige stemmer i hele kommunen det stærkeste lokale mandat i syd, fik flest personlige stemmer i hele kommunen – og endda flere stemmer end borgmesteren.

Hvis borgmesterens ønske om at samle kommunen er oprigtigt, bør også den politiske ledelse afspejle hele kommunen. For hvis der virkelig skal skabes tillid i Ikast-Brande Kommune, kræver det, at både nord og syd oplever at være en del af beslutningerne.

Ikast-Brande Kommune er én kommune. Den skal også opleves sådan.

Derfor er spørgsmålet nu: Er borgmesteren villig til at omsætte ordene om samarbejde til konkrete ændringer – eller fortsætter vi med en konstituering, der i praksis holder syd udenfor indflydelse?