Af Steen J. Mortensen, Herning
Jeg blev født for snart 10.000 år siden. I begyndelsen var jeg helt alene, det vil sige lige bort set fra min storebror, som blev født samtidig med mig men blot nogle få hundrede meter væk.
Efter nogle hundrede år fik jeg masser af naboer i form af lave vækster og senere en masse træer. Ja faktisk gik der nogle århundreder og så var jeg helt omkranset af skov til alle sider og sådan var det i mange tusinde år.
I mit rum var der masser af plads og med tiden kom der rigtig mange nye venner og besøgte mig og efterhånden bleve vi så gode venner, at jeg bød dem indenfor til permanent ophold. Jeg så, at det var godt og sådan levede vi sammen i mange århundreder.
På et tidspunkt fik jeg nye naboer, som jeg ikke havde set før. Mennesket kaldte de sig. De så, at her var godt at være og jeg delte villigt ud af mine ressourcer og vi levede rigtig godt sammen i mange tusinde år. Der var overflod og rigeligt til alle også mennesket. Der blev dog flere og flere af dem og til sidst så mange, at der blev tale om et folk – Brandefolket eller branditter blandt venner. Og det var ikke altid til det bedste. De fældede skoven omkring mig, gravede grøfter og til sidst blev de så mange, at de brugte mig til alt deres affald. Det var ikke kønt at se på og jeg havde det rigtig skidt i disse år. Men det var trods alt gode naboer og jeg måtte træde til og hjælpe da de havde brug for energi til deres huse. For godt 100 år siden måtte jeg således acceptere at blive lagt i spændetrøje. Ikke med min gode vilje – man hvad gør man ikke for at beholde et godt naboskab.
Ude i mine yderste grene og ganske tæt ved havet var der også mennesker som nød godt af mig. Det var folket herude, som på det tidspunkt gav mig mit navn. Som skik og brug var dengang var navne ofte et synonym for hvad man var. Mit navn blev KLAR Å eller Skjern å. Et navn som passede fint til mig. Jeg indeholdt nemlig den gang det klarest vand – klart som gin og på alle årstider.
Men efterhånden var der så mange mennesker, som ville have noget af mig og hele tiden lave om på mig og de blev ved med at fylde mig med skidt og møg. På et tidspunkt var der dog nogle mennesker og rigtig gode venner af mig – viste det sig – som syntes det skulle være anderledes. Min første gode ven var Christian Christensen (Miljøminister 1982-1988) som for snart mange år siden syntes, at det ikke kunne være rigtigt at ”fiskene er væk og fuglene er væk”. Christian ville lave det om, men han døde desværre alt for tidligt. En anden god ven, Svend Auken, tog over og en kæmpe plan blev udtænkt, for at gøre den uret man havde forvoldt mig god igen. I årtusindskiftet skete det så og alle så, at alt var godt. Selv nogle af de folk, som havde kæmpet mest imod måtte indrømme, at alt var godt.
Branditterne havde mere og mere brug for energi. Meget mere energi end jeg kunne bidrage med. Det er et sejt folk. De arbejder hårdt og er fyldt med gode ideer. På et tidspunkt fandt de på, at man kunne bruge vinden i stedet for vandet til at lave energi. Brandefolket blev så gode til at hente energi ud af vinden – ja faktisk de bedste til det i hele verden sammen med Skjern Folket. Og det var godt.
Branditterne og Skjern folket indså, at det ikke var så smart at blive ved med at hælde deres affald ud i mit vand og for nu snart mange år siden, holdt byfolket helt op med det. Det hjalp meget og jeg fik det bedre. Men der er stadig lang vej til, at jeg igen kan leve op til mit navn. Der er nemlig stadig nogle, som mener, at de er i deres gode ret til at blive ved med at hælde skidt, snavs og gift ud i mig. Men mon ikke også de bliver klogere på et tidspunkt ude i fremtiden. Det tror jeg.
Og så skete det helt vidunderlige. I november måned for snart et år siden fik jeg hjælp ovenfra. Her lige uden for Brande brast mine lænker og jeg slap fri af den spændetrøje, som har holdt mig indespærret i mere en et hundrede år. Det gik voldsomt for sig dengang. Men nu er det godt. Jeg fået mit gamle jeg tilbage – næsten da. Men der mangler stadig en del. Men fortvivl ikke, for mine gamle og savnede venner har meldt deres ankomst.
Mit rum er nu helt nøgent og et spændene skue for enhver, som vil komme forbi og besøge mig. Nøgent ligger alknuder som skiferplader på bunden under rislende vand og kan beskues. Jeg har bestilt indretningsarkitekter som er på vej og har meldt deres ankomst op til jul. De vil hjælpe mig og indrette mit rum og flytte rundt på sand, sten og grus og de vil kvittere ved i tusindtal at lade deres afkom vokse op her hos mig. Lige præcist her, hvor de har haft deres børneværelse i mange tusinde år. Og det er godt.
Anlægsgartnerne er også på vej – ja de er faktisk godt i gang og har allerede sat stiklinger i mit vand og snart vil vandstjerne, brøndkarse og vandranunkel blomstre. De har også nået at plante rigtig meget på mine brinker – helt gratis. Og alle disse planter som vil blive til skov, vil fjerne noget af alt det skidt og snavs, som er efterladenskaber fra tidligere tiders mere uforstandige branditter. Og det er godt.
I mit rum – da jeg stadig lå i spændetrøje – var der er et svanepar som havde fundet ly. De er væk nu men jeg lover jer, kære branditter, at jeg vil kvittere for min frihed ved at give jer meget mere. Jeg vil give jer odder, vandstær, isfugl og mange flere spændende dyr og lur mig, om ikke også den stolte fiskeørn kommer forbi af og til.
Jeg vil invitere jer alle til at komme og se mit rum og mit forløb, som er helt enestående i Danmark. Tag gummistøvler på og kom til mig alle folk fra Brande og inviter alle som i kender til at komme at se og opleve. For nu har I nemlig noget, som ingen andre har i dette land. Det er værd at fejre.
I håb om fortsat godt naboskab.
Skjern Å