Ja til Elværksøen

Det er helt afgørende, at det er juridisk muligt at få genskabt søen og elværket.
Jeg kender ikke indholdet af vandløbsplanerne. Men det siger sig selv, at såfremt søen under alle omstændigheder skal fjernes i 2016, er det ingen ide at genskabe søen nu.
Forudsat at der ikke er noget til hinder for en genskabelse, bør vi have søen tilbage. Såfremt søen genskabes bør det være med etablering af elproduktion. Dels får vi et værdifuldt arbejdende museum over Danmarks ældste vandkraftværk, dels får vi finansieret den løbende vedligeholdelse af området.
Elværksøen har gennem 4 generationer betydet rigtig meget for Brande og dens befolkning. De første mange år som decideret vandkraftværk, og de senere mange år som smukt og rekreativt område for egnens befolkning.
Brandes sjæl
Elværksøen er en stor del af Brandes sjæl og DNA, og har stor betydning for mange mennesker.
Mange af byens borgere har tit gået en tur rundt om søen – siddet på de opstillede bænke og bare nydt den dejlige natur ved søen.
Nu ser vi så at Skjern Å Sammenslutningen (SÅS) og et lystfiskerforum blander sig i debatten. Det har de bestemt lov til. Men når et lystfiskerforum blander sig i debatten sådan som det er beskrevet i nærværende blad sidste uge, virker det decideret useriøst.
Hvad angår SÅS er der bestemt rigtige ting i det, der fremføres. Blot skal vi huske, at Elværksøen ligger altså i Brande og ikke i Skjern.  Der er i hundredevis af km godt fiskevand i Jylland. Om der er et par km fra eller til skal ikke være afgørende. Der er i forvejen rige muligheder for at dyppe snøren også efter laks, og der er desuden rigtig mange mennesker som gennem tiden har fundet fornøjelse i et fantastisk godt geddefiskeri i Elværksøen. Der er altså allerede masser af godt fiskevand, men der er kun 1 Elværksø.
Det er blevet fremført, at Elværksøen er menneskeskabt. Ja, det er da rigtigt. Men det er der jo meget der er. Hvad havde Skjern å laksen været, såfremt mennesket ikke havde grebet ind og måske forhindret en total udryddelse. 
Endelig skal vi ikke glemme den betydning Elværksøen har haft for Brande. Den enestående smukke natur har tiltrukket mangen en turist til området, og for erhvervslivet har søen haft stor betydning, idet man her har kunnet flage med et rigtig flot naturområde til glæde for bl.a. medarbejderne.
En lise
Livskvalitet er forskelligt for den enkelte. Nogle finder stor glæde ved at tage på fisketur (jeg selv incl.), andre finder glæde i andre ting. En gåtur rundt om Elværksøen, uanset årstid, er hver gang en lise for sjæl og krop. Vi mangler virkelig Elværksøen, og det rige fugleliv som nu er forsvundet.
F.eks. har der hver vinter - før søen forsvandt - været fyldt med ænder og sangsvaner, og året igennem har man kunnet se isfuglen pile op og ned ad søen.
Under alle omstændigheder haster det med en afklaring af områdets fremtid.  Allerede på nuværende tidspunkt er pil og krat på hastig fremmarch.
Hvis det ender med en å, hvad jeg dog ikke håber, er det afgørende, at der hurtigst muligt udarbejdes og godkendes en plan for området. Det skal være en plan som sikrer en bevarelse af det enestående smukke område. D.v.s. området skal vedligeholdes, der skal laves stisystemer, måske opstilles sheltere, legepladser etc.
Hvis det bliver en å, og området gror til i pil og krat er Brande virkelig taber.
Poul Laursen, Brande.
 
Ja til Elværk-søen

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce for dinTandlæge i Brande
Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul