Elværkssøen

Formanden for Brande Elværk Hans Ulbrichsen efterlyser reaktioner fra borgerne i Brande omkring den tidligere Brande Elværksø og dennes eventuelle genopførsel.
Dette er helt legalt og forståeligt. Skjern Å Sammenslutningen (SÅS) synes dog, at dette skal ske på et oplyst grundlag, således alle sagens aspekter belyses, inden man tager stilling i sagen. En genskabelse af søen er på ingen måde ligetil og set fra SÅS` side også urealistisk.
Ved såvel Brande Elværkssø som MES Sø, skal der, iflg. EU vandplanerne, findes løsninger for faunapassage. Det betyder helt kort, at det skal være muligt for fisk og smådyr at vandre frit op og ned i åen. De eksisterende løsninger med stryg rundt om elværkerne opfylder på ingen måde disse krav. Opgangsfiskene har svært ved at finde strygene, da de forsøger at passere, hvor der er mest vand - altså gennem elværket. De nedtrækkende fisk forsvinder i søerne, hvor de bliver spist af gedderne. Begge dele er grundigt undersøgt og godt beskrevet af blandt andet DTU. Det betyder at myndighederne indenfor en kort årrække alligevel skal finde en løsning for passage.
Dette kan kun gøres ved at fjerne søerne eller lave stryg hele vejen rundt om søerne, vel og mærke med en vandføring, der er markant større, end det som løber i søerne. En fremtidig el-produktion er derfor ikke realistisk.
Uhensigtsmæssigt
Det virker derfor uhensigtsmæssigt at genopføre Brande Elværksø, for i løbet af nogle få år igen at skulle fjerne den, eller ofre et millionbeløb på at skabe en vanskelig strygløsning.
SÅS anerkender, at den tidligere sø var et naturskønt områder med rekreative værdier, og har forståelse for de mennesker, som er skuffet over søens forsvinden. Man bør dog være opmærksom på, at det var en kunstig skabt sø, hvis opførsel har haft endog meget store negative konsekvenser for dyrelivet i Skjern Å. Elværkssøerne er opført, i et for Danmark, helt unikt naturområde.
Dette område, med et meget stort fald på Skjern Å, dannede grundlag for de formentligt vigtigste gydepladser for laks, ørred og stalling i Skjern Å systemet.
I 1920 var tiden en anden. Naturbeskyttelse var et ukendt begreb, og elværket har været med til skabe Brande, og den historie kan være værd at fortælle med et museum eller lignende.
Nu er tiden en anden, og den økonomiske værdi af en vandbaseret el-produktion er ikke tilstede. Man bør derfor fokusere på, hvad man kan få i stedet. Vi skal genskabe dette fantastiske naturområde og sørge for tilgængelighed med stier, broer og give mulighed for naturlegepladser og fiskeri, mm.
Her er der gode muligheder for at byde ind med ideer. Det kræver en plan for naturpleje, så området ikke springer i pil og krat, og selvfølgelig lidt velvilje fra interessenterne ved Brande Elværkssø.
Massiv fiskedød
Ved dæmningskollapset blev store mængder slam skyllet ud af søen og nedstrøms i åen med massiv fiskedød til følge. Vi forventer, at kommunen finder ud af, hvad dette reelt har haft af betydning. Til gengæld har åen allerede nu fundet tilbage til den gamle grusbund i den tidligere søbund. Også her bør myndighederne følge udviklingen og opsamle mest mulig viden, som kan benyttes fremadrettet ved lignede sager. Som forventet, viser der sig nu et flot åløb med masser af sten og grus i bunden og med fantastiske gydemuligheder for laksefisk. Faktisk er det forventeligt, at laksene allerede indfinder sig til vinter.
Skjern Å Sammenslutningen har allerede tilbudt Brande Elværkssø 50.000 kr. til forbedring af gydemulighederne i den tidligere sø. Samtidig deltager vi gerne i udarbejdelsen af en plan for området, således de nye oplevelsesmuligheder bliver tilgængelige.
Som nævnt for Hans Ulbrichsen stiller vi naturligvis også gerne op til drøftelser og møder omkring mulighederne. Skjern Å skal efter vores opfattelse genskabes i oprindelig form i hele området omkring Brande. Mulighederne for rekreative og økonomiske værdier vil blive mangedoblet, og dette er fremtidsmuligheder, som vi i fællesskab skal udnytte.
Skjern Å Sammenslutningen
Søren Larsen
Tilføj kommentar