Af Dina Raabjerg, byrådsmedlem og folketingskandidat for Det konservative Folkeparti

80’erne var neon gul, stumpebukser, partisantørklæder og permanentet hår – alt imens Nena’s klare stemme strømmede ud i radioen med historien om 99 luftballoner.

Som ung i 80’erne husker jeg en fantastisk tid. Vi satte kassettebåndet med musik fra P3 i vores walkman. Efter skole spillede vi PacMan på cafeteriet, når vi havde droppet frokosten og gik med en ekstra 10’er i lommen. Tepotten var på bordet, når vi hørte Duran Duran. Og fredag dansede vi i timevis, mens bønderne fra Kaas fik et par flade udenfor kroen.

Trods farverne skulle vi dog også forholde os til et mere alvorligt Danmark. Vi så film om narkomaner og stoffer, hvor unge døde. Vi skulle passe på Aids. Vi hørte om kold krig og atomvåben. Og i København var der BZ’ere, som jeg - der var jyde - ikke helt forstod balladen om.

Men jeg forstod de arbejdsløse og den dårlige økonomi. Rigtig mange i min omgangskreds var på dagpenge. Danmark var dybt forgældet, inflationen vild og renten på et huslån nåede 20 %. Vi kunne ikke forsyne os selv og solgte alt for lidt til udlandet. Så Schlüter satte os på kartoffelkur og i uddannelse. Det skulle lære os at spare op og eksportere.

Det ramte både firmaer og naboer, som virkelig havde ondt i økonomien. Og antallet af huse på tvangsauktion eksploderede. - Men vi lærte det. Og i dag har vi flere penge i banken end nogensinde. Og eksporten er høj og har gjort os rige. Alligevel står vi her på mange måder igen.

Ingen tør for alvor hjælpe Ukraine. De fede våben bliver i kælderen. For tænk hvis Putin bliver sur og dropper en atombombe midt i aftensmaden? Benzinpriserne er tæt på fordoblet. Inflationen stiger og væksten forventes at falde. Regeringen har igen tømt kassen. Man bruger flere penge på pensioner, kontanthjælp og gratis tandlæge. Staten ansætter unge til høj løn og dræner markedet for hænder. Skatterne stiger og man belaster virksomhederne med nye krav; i stedet for at hjælpe det erhvervsliv, som fik os ud af krisen i 80’erne.

Jeg tror, mange har glemt 80’erne, lommesmerterne og kampen for at overleve. Og selvom vi her i starten af 20’erne står bedre end i 1980, så er kursen lagt mod samme destination.

Derfor er det NU, vi skal tage politisk ansvar og ændre den kurs. Ned med det offentlige forbrug. Fokus på mere arbejdskraft. Bekæmpe inflationen. Og lette betingelserne for vores virksomheder.

Og det bedste er, at det er DIG, der vælger de politikere, der kan ændre kursen i 20’erne. Her har du i hvert fald fået mit bud på, hvad der skal til.