I anledning af Brandes 100 års jubilæum som stationsby, har Brande Bladet udgivet en specialavis om Brandes jubilæum.
Blandt artiklerne kan man læse følgende artikel:
Historien om den jyske jernbane er meget mere end historien om tog, byer, transport, gods, sveller og spor – det er i høj grad også historien om mennesker. Wilhelm var ærkekøbenhavner, men kom til Jylland for at lægge jernbane-skinner. Så mødte han Thomasine, og sporet endte i et lille hus på heden – og med 17 børn. En dramatisk beretning, men alligevel typisk for sin tid – en love story anno 1915.
af Arne Mariager
Det var ikke toget, der førte Wilhelm til Vestjylland. Men omvendt. Det var Wilhelm og hans kammerater, de andre jernbanebørster, der førte toget til Jylland. De lagde sveller og spor. Derefter kom toget.
I sommeren og efteråret 1913 knoklede de for at gøre banestrækningen til Brande parat til indvielsen, og i den periode har Wilhelm måske været lidt åndsfraværende – måske knap så meget vildbasse, som tidligere. Han sad ofte lidt for sig selv om aftenen og skrev breve. Han var nemlig forelsket langt op over ørerne og op i det mørkt kastanjefarvede hår. Pigen hed Thomasine. Hun var yndig, 18 år og husmandsdatter fra Ølgod. Wilhelm havde mødt hende tidligere på året, mens han arbejde på en banestrækning i nærheden af Varde. En aften var der bal i forsamlingshuset, og selv om der var en aldersforskel på 13 år, var det kærlighed ved første blik mellem den lidt stille, stærkt troende Thomasine, og den muntre, syngende og fanden-i-voldske Wilhelm, der troppede op til ballet sammen med en flok af de andre bisser fra jernbane-sjakket.
Wilhelm og Thomasine fik hinanden. De blev gift i Grindsted Kirke den 30. juni 1915. De var inderligt glade for hinanden, men måske var bryllups-dagen også lidt bestemt af den kendsgerning, at Thomasine ventede parrets første barn. Men de var lykkelige først og fremmest for hinanden.
Wilhelms paradoks
Ret meget andet havde de heller ikke at være lykkelige over. Wilhelm var mere eller mindre alene i verden. Thomasines familie kunne overskue egen begejstring over den ærkekøbenhavnske svigersøn, og parret ejede ikke salt til et æg. Det betød mindre, for på det tidspunkt havde de ikke noget æg. Det fik de senere, men det kneb hele tiden med at have både æg og salt i huset på samme tid.
Den dag i Grindsted Kirke kunne parret ikke vide det: Men der ventede dem et dramatisk liv i stor fattigdom og med dyb sorg. Men også med en masse glæde og den rigdom, som en mægtig børneflok giver – uanset hvad.
De sagde ja til hinanden, for Gud og mennesker. Og det var jernbanen, der blev deres skæbne. Uden det store, jyske jernbane-eventyr havde de aldrig mødt hinanden.
Hvis Wilhelm senere i livet så tilbage på ungdomsårene og eget liv, må han have haft en næsten surrealistisk følelse. Og paradokset omkring jernbanen må have forekommet ham overvældende.
Kendsgerningen var nemlig, at den modne mand, Wilhelm – han var 31 år i slutningen af 1913 – på en måde var på flugt fra København. Han var vokset op i dyb fattigdom som søn af en enlig mor. Han havde været på dybt vand fra starten af livet, og han havde lært at klare sig, som man bedst kunne. Også hvis det ikke gik helt lovligt til. Han var en charmerende mand med kunstneriske anlæg – og kvinder faldt for ham. Det gjorde deres ægtemænd til gengæld ikke, og det var en af årsagerne til, at Wilhelm valgte at lægge København bag sig – for en periode. Han tog med jernbane-børsterne og lagde skinner, først på Sjælland, så i Vestjylland. Han var en fri fugl på træk – og så endte han med at tabe både fornuften, bukserne og hjertet, da han mødte den stille pige fra Ølgod. Levemanden, der kunne nyde et glas, traktere harmonikaen og mundharpen – og som gerne gav en vise til bedste – kom aldrig tilbage til København. Og kom aldrig videre. Sporet endte på en mark inde midt i Jylland.
2 ½ krone for at skovle sne
Thomasines brødre købte et lille hus i Høgelund, tæt ved Ringive, og stillede huset til rådighed for lillesøster og hendes københavnermand. Naturligvis mod en passende husleje. Og der – i noget, som for en københavner må have forekommet som verdens ende - skulle Wilhelm og hans unge kone så prøve at bygge en tilværelse op. Og det brugte de så de 27 år på, som de fik sammen. Og man må erkende, at noget fik de bygget op. For det blev til 17 børn. Tre døde som små. Men 14 børn voksede op i et hus på størrelse med en velvoksen carport. Et lille, ydmygt hus. Der var en have, et udhus og en brønd. En stue, et køkken og to jammerligt små værelser. Og det var svært for Wilhelm at få fast arbejde. Gennem størstedelen af tiden var han en slags daglejer. Han hjalp bønderne rundt omkring på gårdene. Det samme gjorde børnene og Thomasine. Men det var hårdt arbejde og elendigt betalt. Et sted i Thomasines dagbog har hun skrevet: ”Wilhelm kastede sne i to dage… 2 ½ kr.”
Mere står der ikke. Men det fortæller, at der var glæde i familien. Hårdt arbejde for far. Men 2 ½ kr. var hjemme. Dem var der brug for.
Ind i mellem var nøden så stor, at både Wilhelm og Thomasine var ved at fortvivle, men de bed tænderne sammen for børnenes skyld – og prøvede på at skabe et hjem, hvor der var varme og kærlighed. Det lykkedes for dem. Når man har mødt børnene som voksne og hørt dem fortælle om barndommen, er det umuligt at undgå den ekstreme fattigdom. Den stikker hovedet frem i alle historierne. Men det, der præger fortællingerne, er humør. Det er sang, vittigheder, fantasi og kærlighed.
Hvorfor alle de børn
Hvorfor i himlens navn et par så begavede mennesker som Thomasine og Wilhelm så ikke passede lidt bedre på, så børneflokken var blevet mere overskuelig, er der ingen i familien, der har en forklaring på. Nogle siger: De var for fattige til at bruge penge på prævention. Andre siger: De var for blufærdige til at købe prævention. Andre siger: En naturlig konsekvens af menneskets eksistenskamp. Når vi konstant er truet af undergang, stiger trangen til at formere sig….
Måske findes forklaringen i lidt af det hele. Ingen ved det.
Derimod er der ingen tvivl om, hvorfor jernbanebørsten Wilhelm valgte at blive i Jylland, selv om han og familien kunne have haft et bedre liv i hovedstaden.
Han ville ikke have, at børnene skulle vokse op i København og møde alle de faldgruber i livet, som han selv havde plasket rundt i, før han fulgte sporet mod vest. Derfor valgte han at spille sit voksne liv på udebane, sådan billedligt talt.
Men det må have været et svært valg.
For i København var fagbevægelsen spiret frem – og voksede i styrke. Under kriseårene sidst i 20`erne, først i 30`erne blev der lavet folkekøkkener for de fattigste. Der var mad. Der blev indsamlet tøj. Den socialdemokratiske velfærdsmodel stak hovedet op gennem asfalten i de år – i København og andre større byer. Men Wilhelm blev på heden i Høgelund. Skyggesiderne i storbyen kendte han for godt. Det skulle hans unger ikke opleve. Så hellere gå sulten i seng.
Glæde og sorger
Thomasine og Wilhelm nåede ikke på noget tidspunkt at komme i det, der kan kaldes smulte vande, rent økonomisk. Børneflokken var for stor, indtægterne alt for små og Wilhelm var arbejdsløs i for lange perioder. Familien holdt høns, dyrkede egne grøntsager og frugt, men det var og blev særdeles småt. Thomasines dagbog fra årene fortæller på en helt nøgtern, nærmest underspillet måde, hvor vanskeligt det var. Men så var der fødselsdage. Dem var der mange af. Og selv om gaverne var mindre end små, var der fest. Harmonikaen og mundharpen kom frem. Festerne i nabolaget hørte også til lyspunkterne. Thomasine og Wilhelm pyntede på et selskab. Især var Wilhelm med den fine sangstemme og musikalitet en populær forsanger, når sangene blev delt rundt, og en del af gårdmandskonerne kunne ikke stå for Wilhelm. Det betød, at der af og til faldt en slagtehøne eller et stykke gris af til den store familie i det lille hus.
Men så var der sorgen. Den værste af alle. Parret mistede tre af de 17 børn. Sorgen var ubærlig. Men mange år senere var der en af brødrene i den store børneflok -
måske lidt mere fanden-i-voldsk end de andre, som sagde, at det måske var meget godt. - For ellers vi nok sultet ihjel, alle sammen…..
Endelig i havn
Bedre blev det ikke af, at Wilhelm nu og da havde vrøvl med hjertet. Det var kompliceret med et svagt hjerte og så hårdt, fysisk arbejde, men det var virkeligheden i hverdagen. I 1942 blev Wilhelm alvorligt syg. Ikke bare hjertet, men også maven gav problemer. Han blev indlagt, men døde på Give Sygehus 7. november 1942 – på sin 60 års fødselsdag.
Thomasines brødre solgte huset om ørerne på søsteren, der stod tilbage med en lille dreng på 5 år, en pige på 10 og en søn mere på 11 år. De ældre søskende bidrog med alt, hvad de kunne. Men alligevel….De følgende år var nok de værste i Thomasines liv. Hun var fattigere end nogensinde – og nu havde hun ikke den humørfyldte jernbanebørste at dele problemerne med. Hun skulle løfte alene. Og samtidigt klare egen sorg og savn.
Men så, langt om længe, kom belønningen for at have holdt ud gennem et hårdt liv. Da Thomasine fik en lille enkepension – og senere folkepension – følte hun sig som verdens mest priviligerede menneske. Hun flyttede til Brande. Først i en lejlighed tæt på stationen – og dernæst til beskyttede boliger. Thomasine fik for første gang i livet tid til sig selv og til at engagere sig i samfundet. Hun var i flere år formand for pensionistforeningen i Brande og nød sit otium i fulde drag. Hun døde i efteråret 1969 i en alder af 74 år. Thomasine og Wilhelm er begravet på kirkegården i Ringgive.