Fra losseplads til Landsstævne

”En lille udslidt gryde fandt for et år siden sig selv liggende i en jern- og metalcontainer på en losseplads.
Bedst som den var klar til at lide smeltedøden, ville skæbnen det anderledes. To drenge opdagede nemlig gryden, som nu skulle være en del af noget større.
D. 4. juli får gryden sit livs oplevelse og anerkendelse, når den sammen med kasserede bilfælge, murerbaljer, dåser mm. åbner dette års DGI Landsstævne foran titusindvis af tilskuere."
De to drenge er på en mission: De vil gennem musik, rytmer og alternative energier inspirere så mange som muligt til at udvide deres kreative horisonter. Derfor startede de konceptet Beatbuilding.dk.
De har gjort det til en levevej at genfinde værdien i ting, der ellers er blevet kasseret, ved at bruge dem som musikinstrumenter. Derved er de med til at sprænge rammerne for den traditionelle opfattelse af, hvad musik kan være.
Ligesom gryden har Beatbuilding.dk bogstaveligt talt taget rejsen fra ”Losseplads til Landsstævne” indenfor de sidste par år. Siden den første tur på lossepladsen har konceptet taget fart. De har bl.a. udbredt deres budskab i forbindelse med teambuilding og workshops for virksomheder og institutioner samt spillet til åbningsceremonien ved EM i goalball.
DGI Landsstævne rummer masser af energi, og bliver med ca. 40.000 deltagere og tilskuere Beatbuilding.dk’s hidtil største mulighed for at udbrede deres budskab.
Budskabet stopper dog ikke her, og planerne er allerede lagt for den fremtidige udbredelse.
Tilføj kommentar