Kommunalt samarbejde og penge fra Beskæftigelsesministeriet skal hjælpe fyrede Siemens-medarbejdere videre

Over 300 medarbejdere er blevet afskediget fra Siemens Gamesas fabrikker i Aalborg, Brande og Herning. 5,6 mio. kroner fra Beskæftigelsesministeriet skal hjælpe de afskedigede videre i nyt job.

På grund af større konkurrence og en ny strategi, hvor der satses på havvindmøller i stedet for landvindmøller, har Siemens bl.a. valgt at afskedige 99 medarbejdere på fabrikken i Brande.

Ifølge Jobcenter Ikast-Brande har lokalområdet i forvejen været ramt af en række store fyringsrunder, og derfor vil den seneste på Siemens kunne give udfordringer på det lokale arbejdsmarked.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har derfor besluttet at dispensere fra bestemmelserne og give godt 5,6 mio. kroner fra varslingspuljerne til de afskedigede i Aalborg, Brande og Herning. Pengene vil gå til opkvalificering, målrettede jobsøgningsforløb og informationsmøder.

Ministeren siger:

- Det er rigtig trist, at så mange mennesker mister deres arbejde og kastes ud i uvished. Derfor vil jeg gerne dispensere for reglerne, så de berørte medarbejdere kan få en hjælpende hånd. Jeg håber, at det kan være med til, at de hurtigt kan finde et nyt job.

- Fyringsrunderne i vindmølleindustrien de seneste måneder bekræfter mig i, at regeringen gør rigtigt i at fokusere på opkvalificering. Vi skal have færre ufaglærte, og vi har for nylig landet en bred politisk aftale til cirka 100 mio. kroner til opkvalificering af primært ufaglærte. Det er et første lille skridt mod mit mål om at få uddannelsesindsatsen op i 5. gear.

Det regionale arbejdsmarkedsråd (RAR) kan inden for rammerne af varslingspuljerne sætte gang i en aktiv indsats, hvis en virksomhed fyrer mindst 50 % af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 100 ansatte. Ministeren kan dog give en dispensation, hvis muligheden for at finde et andet job i på det lokale arbejdsmarked er begrænset, eller der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang.

- Det er en ulykkelig situation for de medarbejdere, der bliver berørte af afskedigelserne på Siemens Gamesa, så vi er klar med tilbud, der kan hjælpe dem til nye job. Jobmulighederne er aktuelt rigtig gode. Vi ved, at mange virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft, og vi ved, at arbejdskraften fra Siemens Gamesa er efterspurgt. Så jeg er fuld af fortrøstning, lyder det i en udtalelse fra Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen (V). Heller ikke internt hos vindmøllegiganten er man upåvirket af fyringerne:

- Vi beklager at måtte sige farvel til gode og værdsatte kolleger, og det har været meget vigtigt for os at gøre dette gennem en respektfuld proces, der er i overensstemmelse med vores værdier. Der har både Ikast Brande og Aalborg Kommune spillet en helt uundværlig rolle på den måde, de begge er trådt til for at hjælpe os med at hjælpe vores medarbejdere, siger Siemens Gamesas danske HR-direktør, Thomas Bundgaard, således.

Det tætte samarbejde med både Ikast-Brande og Aalborg kommune betyder blandt andet, at opsagte medarbejdere og medarbejdere med udløbne kontrakter indkaldes til informationsmøder, hvor de får præsenteret de forskellige tilbud og får mulighed for at tale med blandt andet jobcentre, fagforeninger, A-kasse og en økonomisk rådgiver. Der afholdes også job- og CV-forløb med coaching, hjælp til jobsøgning og CV, samt jobmesser, hvor der skabes kontakt med virksomheder med åbne stillinger og med uddannelsessteder med relevante tilbud. Jobmessen i Brande afholdes d. 19. november.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul