Af Peder Fenger

KOMMENTAR: Det er hykleri af fineste skuffe, når landets politiske elite i disse dage begræder aflysningen af Kongehusets aftenselskab. Mens almindelige danskere kæmper med budgetterne, har folketingsmedlemmerne haft de helt store dankort fremme for at købe skræddersyede kjoler, luksussko og glitrende smykker til en fest, der nu er aflyst.

Men det stopper ikke her. For samtidig med at de har brugt titusindvis af kroner på at ligne en million til et bal på slottet, har de selvsamme politikere nu indledt en massiv, digital tiggergang: ”Støt min valgkamp med 50, 100 eller 500 kroner!” lyder de desperate råb på de sociale medier.

Privat luksus, kollektiv regning

Det er her, filmen knækker. Hvordan kan man som folketingskandidat retfærdiggøre at bruge et beløb svarende til flere måneders overførselsindkomst på ét enkelt outfit, for i næste øjeblik at stå med hatten i hånden over for vælgerne?

Det afslører en dyb, moralsk dvaletilstand hos vores folkevalgte. Man vil gerne mænge sig med de kongelige i silke og fløjl for egen regning, men når det kommer til det håndværk, man er ansat til – at føre politik og gå i dialog med vælgerne – så skal pøblen pludselig betale gildet.

Er demokratiet blevet et tiggermarked?

Hvis man har råd til at investere 15.000 eller 25.000 kroner i en kjole eller et sæt tøj, man kun skal bære én aften, så har man vel også råd til at betale for sine egne valgplakater og valg-annoncer? Det virker absurd, at kandidaterne prioriterer deres personlige forfængelighed højere end deres demokratiske forpligtelse.

Det sender et usmageligt signal til de borgere, der lige nu bliver bedt om at donere deres hårdt tjente penge til kandidater, der tydeligvis har rigeligt med luft i budgettet til privat luksusforbrug.

Et spørgsmål om troværdighed

Aflysningen af kongeballet er måske rettidig omhu fra Kongehusets side, men den har udstillet politikernes dobbeltmoral. Vi ser en politisk klasse, der prioriterer glansbilledet og de fine saloner, mens de forventer, at vælgerne finansierer deres vej til magten.

Næste gang en politiker, der skulle have været med til Kongehusets aftenselskab, tigger om et valgbidrag, bør vi alle stille spørgsmålet: Hvorfor skal vælgerne betale for din valgkamp, når du har råd til at deltage i et aftenselskab med gallakjole eller kjole og hvidt – betalt af egen lomme?