Kært barn har mange navne

F.eks Lundberg og MayoLeif.

Af Villy Guldbrand Jensen -
På torsdag fylder Leif Arne Jensen 70 år.
Og så vil mange nok sige Leif hvem?
Men bliver der sagt Lundberg eller MayoLeif er ingen i tvivl.
Bortset fra en afstikker til Århus i 2 år, har Leif boet alle årene i Brande, og han har været med til at sætte sit præg på den by han holder så meget af.
I flæng kan nævnes de to klubber Brande IF og Brande Håndbold Klub, Brande Old Boys, Brande Roligans, Tresserfesten der kørte i 15 år og meget mere.
- Jeg har altid haft lyst til at give en hånd med de steder jeg kunnne hjælpe og havde mine interesser, fortæller den kommende fødselar, der stadig er aktiv. Jeg har ”tilkaldevagt” hos Brande Busliner og Herning Turistfart, hvor jeg kører busture. Det kræver i dag tre kørekort at sætte sig bag rattet. EU førerbeviset, erhvervskørekortet og såkaldt førerkort.
Jeg har dem alle tre. Den ene fik jeg i min tid indenfor Civilforsvaret, hvor daværende leder Ludvig Lenz foreslog at jeg skulle tage kortet. Det kommer mig til gavn i dag.

Øgenavnene
Da Leif – lad os kalde ham Lundberg - var lille var det normalt at alle i Brande fik øgenavne.
Leif husker tydeligt hvordan han fik den første – Lundberg.
Jeg var drengespiller – 10 år gammel, det skulle man være den gang før man kunne melde sig ind i Brande IF – og på det tidspunkt var Knud Lundberg, AB og landsholdsspiller, det store idol.
Jeg må have lignet ham med min lyse krøller og så spillede jeg altid i venstre side. Mine kammerater døbte mig hurtig Lundberg og siden har det navn klæbet til mig.
Og det er jeg faktisk stolt af.
Også da mine venner begyndte at kalde mig MayoLeif, fordi jeg arbejdede for Mayo i 16 år.
På et tidspunkt forpagtede min kone Kirsten cafeteriet på stadion, og en dag – kort tid efter at Knud Lundberg var død – kom der en ind og så mig i cafeteriet og udbrød:
Nu er du den sidste Lundberg tilbage!
Jeg protesterede og sagde der var andre i landet der hed Lundberg, hvorpå han svarede: Ja men du er den sidste nostalgiske Lundberg der er tilbage!

Tresserfesterne
Sammen med Jørn Bach var Leif Lundberg idemændende bag Tresserfesterne, der kørte 15 år i Brande.
Ideen var at få de tre gamle Brande-orkestre til at genopstå og spille til en fest for nuværende og gamle branditter.
Jørn Bach havde selv spillet i The CheckMates og hos The Danish Dreamers og Branditterne kendte de flere af medlemmerne.
Alle tre grupper havde stillet instrumenter væk og var stoppet for længt med at spille, men det lykkedes – med Leif Lundbergs medfødte stædighed – at få dem på scenen igen alle tre.
Lidt af en præstation når man tænker på at de fleste af dem forlængst havde forladt Brande og var flyttet ud i den store verden.
Tresserfetsen var iøvrigt en udløber af BeatTown som midt i tresserne var kendt over det meste af landet, for deres popkoncerter søndag eftermiddag.

Whisky til Peter Belli
Leif Lundberg hjalp til da BeatTown var på sit højeste.
Jeg kendte jo mange af dem der arrangerede popballerne og også dem der spillede i The Danish Dreamers som var husorkester til popballerne.
- jeg hjalp til hvor jeg kunne, og en søndag var jeg bag scenen og skulle blandt andet tage imod Peter Belli og Les Rivals.
Jeg husker tydeligt at de var tre kvarterer forsinket, og på scenen måtte The Danish Dreamers spille videre for at holde festen i gang.
Da Peter Belli ankom var det første han sagde til mig: Jeg skal bruge en flaske whisky og 5 colaer!
Jeg blev stående og så på ham og han sagde: Forstod du ikke hvad jeg sagde.
Jo, men jeg skal have penge før jeg kan hente det til dig!
Det var vi ikke enige om. Peter Belli var vandt til at det var på husets regning, men jeg var stædig, så han endte med selv at betale.

Jeg har været heldig
Når Leif lundberg kigger tilbage på de første halvfjers år af sit liv, går et ord igen: Jeg har været heldig.
Heldig fordi jeg hele tiden har kunnet beskæftige mig med de ting der interesserer mig og med en familie og vennekreds omkring mig der hele tiden har bakket op.
Født på Vejlevej 40 i Brande og opvokset sammen med en lillebror, startede han på arbejdsmarkedet da han var 7 år og har siden været langt omkring.
Jeg startede med at være mælkedreng om morgenen inden jeg skulle i skole. Derefter var jeg bud hos købmand N. I. Møller inden jeg kom i lære som butikssslagter og pølsemager i Herning.
Siden har mit arbejdsliv haft tilknytning til slagtererhvervet, både som opskærer og som salgschauffør for Mayo og SteffHoulberg.
Det har givet mig mange oplevelser.
- Jeg har mødt mange sjove, spændende og særprægede mennesker når jeg kom rundt i landet.
Jeg husker blandt andet et ægtepar i Nørre Alslev ved Guldborgsund, der gemte deres penge i skorstenen.
Selvom de ejede det meste af byen, spurgte de ofte om de måtte vente til næste gang med at betale, da de ingen penge havde i dag.

Fest under private former
Fødselsdagen fejres med familien, der udover hustruen Kirsten tæller tre børn Karsten, Dan og Majken, 5 børnebørn og svigerbørn samt svigerinder og svogre.
Og så har vi inviteret de nærmeste venner med, slutter den kommende fødselar inden han til ære for fotografen trækker i landsholdstrøjen fra 1985.
Købt som et minde om et af de ca. 100 landskampe Leif Jensen har oplevet.
Kampen mod Sovjet i Parken Grundlovsdag 1985.
Den kamp glemmer han aldrig.
Og skulle han glemme den har han kampen på DVD sammen med mange af de andre minderige kampe med det danske landshold i fodbold.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul