Jonna og Preben fejrer diamantbryllup
Jonna og Preben Sørensen foran Matas butikken i Storegade i Brande. Butikken som de selv byggede og hvor de i dag bor på første sal.
Af Villy Guldbrand Jensen
I Brande hedder de Jonna og Preben – og for mange er deres kaldenavne Jonna og Preben Matas.
På bryllupsattesten fra den 17. september 1966 står der Jonna og Preben Sørensen. I 1974 flyttede de fra Fyn til det midtjyske for at overtage Materialisten i Godsbanegade og de blev hurtigt kendte ansigter i Brande.
- Det var lidt svært at falde til i starten, indrømmer Preben Sørensen, men her 52 år senere bor de stadig i byen og tager aktiv del i bylivet.
Jonna er opvokset i Ejby og fik elevplads hos materialisten i Middelfart og Preben Sørensen er født i Gamborg på Fyn og fik læreplads hos Ejby Købmandsgård.
Det var således kun Jonna Sørensen der fik en uddannelse som materialist.
Det fik en betydning da parret i 1974 købte materialistbutikken i Brande.
Der kunne således kun stå J. Sørensen på skiltet.
Preben måtte først i lære hos konen, inden han også kunne kalde sig for materialist.
Men det blev hurtigt overstået og frem til 2006 drev de butikken der senere kom til at hedde Matas.
Drømte om Middelfart
At det blev Brande var lidt af en tilfældighed.
- Vi drømte om at blive selvstændige materialister fortæller Jonna Sørensen, og i mange år arbejdede både Preben og jeg for materialisten i Middelfart.
Vi var som søn og datter af parret der ejede butikken og flere gange blev det nævnt at vi skulle købe butikken, men når vi nærmere os det lidt mere konkret, trak de sig, så vi besluttede at kigge os om efter en butik vi kunne købe.
- Og her var vi meget tæt på at ende i Ribe, men en kollega advarede os mod butikken, fortæller Preben Sørensen, og så blev det i stedet Brande hvor vi købte butikken af Kaj Egelund, der også drev en materialist butik i Ikast.
Butik i Godsbanegade
Butikken lå den gang i Godsbanegade, men parret drømte om at komme op i Storegade.
Der skulle dog gå mange år inden den tidligere isenkræmmerbutik på hjørnet af Storegade og Ågade kom til salg.
Det skete i 1992.
Inden da havde Jonna og Preben startet en Matas butik i Herning.
- Det gjorde vi i 1986, fortæller Preben Sørensen, og i dag kan vi godt fortælle at vi gjorde det fordi vi var bekymret for handelslivet i Brande i 80´erne.
Butikken i Herning blev en succes og Jonna Sørensen tænker tilbage på butikken med stor glæde:
- Vi blev et af Danmarks flottest Matas butikker der ofte blev vist frem for kollegaer og leverandører.
Men i Brande kom det også til at gå godt.
- Vi følte at branditterne var svære at komme ind på livet af, fortæller Preben Sørensen, men til gengæld så oplevede vi også at de var utrolig trofaste kunder.
Hvis der var noget vi ikke havde i butikken og kunne fortælle at om tre dage så fik vi det, så vendte de tilbage. Ikke noget med at køre til en anden by.
3 ugers vin
I de første mange år med butikken var 3 ugers vin det store salgshit.
Senere blev det helse, inden kosmetik tog over som største salgsemne, og det kom den nye store butik i Storegade også til at bære præg af.
Matas kæden havde medvind og det havde butikkerne i Brande og Herning også, og med et godt kollegialt samarbejde og samvær med kollegaerne rundt i landet, havde Jonna og Preben mange gode år som materialister.
Eneste minus var at der ikke var tid til så meget ferie.
Men det kom der pludselig, da der kom et bud på køb af samtlige Matas butikker i Danmark.
- Vi var slet ikke klar til at sælge, husker Jonna Sørensen, men der var et stort flertal af materialister der var for et salg, og vi fik også stillet i udsigt at det kunne blive svært at fortsætte som nogle af de eneste privatejede materialister.
Så det endte med at vi skrev under til trods for at vi slet ikke var klar til at gå på pension.
Vi var dengang 59 og 60 år.
Vi skrev under i november måned 2006 og handlen gik igennem i februar måned 2007 – efter at konkurrencerådet havde kigget handlen igennem.
- Da pengene gik ind på kontoen, sad vi i Thailand med et hold venner, og jeg kan huske jeg sagde at vi skulle åbne en flaske champagne, men det havde vi ikke, så det blev til en 25 grader varm rødvin i stedet, siger Jonna Sørensen med et grin.
Blev meldt ind i sygekassen
Og så skal vi lige have fortællingen om hvordan Jonna og Preben mødtes for mange år siden.
- Jeg skulle ind til Westergaards butik i Ejby. Ud over mange forskellige varer så var de også den lokale afdeling af sygekassen, og her ville jeg gerne meldes ind.
Hos familien Westergaard arbejdede Jonna som ung pige – så foruden medlemskab af sygekassen så fik jeg også Jonna med i handlen, lyder det med et smil fra Preben, der i morgen torsdag kan fejre at de har været gift i 60 år.
Udover to Matas butikker er der også kommet en lille familie med datter og søn til – Ulla og Ulrik – og deres familier.
Sidste skud på stammen er et oldebarn i Skotland – en lille pige, som Jonna og Preben har hilst på.
Diamantbrylluppet fejres på lørdag for venner og familie.
Og så skal vi også lige have med at parret stadig er meget aktive i Brande.
Preben spiller billard, badminton og golf og går til vandgymnastik og så sidder han i bestyrelsen for Brande City.
Jonna er lige stoppet med golfen. Parret var med fra starten da Brande Golf Klub blev startet for over 30 år siden.
Gymnastik har også været en stor del af Jonnas fritidsliv, det samme har aktivitetsrådet på Brandlundparken.
I dag er det Pakhuset der har Jonnas store opmærksomhed. Hun står for udlevering af nøgler og for rundvisninger og sørger i det hele taget for at huset kører som det skal.
