DET KAN DU BL. A. LÆSE I BRANDE BLADET DER BLIVER OMDELT I DENNNE UGE:

For 46-årige Mette Nygaard Sander har livet budt på en kæmpestor udfordring.

En blodprop i hjernen satte den aktive unge kvinde skakmat for 3 år siden, men med ukuelig vilje har hun kæmpet sig tilbage til livet og til en dagligdag hvor hun i store træk kan klare sig selv

Af Villy Guldbrand Jensen

Mette Nygaard Sander, der er vokset op i Langkær sammen med sine to brødre Jesper og Lasse og forældrene Irene og Jens Nygaard, har altid været en meget aktiv pige med gåpåmod og en meget stærk vilje.

I flere år gik hun med Brande Bladet og hun var aktiv indenfor badminton, skydning, fodbold og gymnastik.

Socialt fungerede hun også godt og skabte sig mange venskaber i ungdommen og senere blandt arbejdskollegaer.

Venskaber hun i dag nyder godt af, og som hun siger:

- Jeg har ikke mistet en eneste ven efter min blodprop.

Et år i USA blev skiftet ud med en uddannelse som sygeplejerske, og efter endt uddannelse blev det til flere ansættelser blandt andet i en privat lægepraksis i Ejstrupholm.

Mette arbejdede på en lægepraksis i Herning da hun en tirsdag aften i paddelhalen i Ikast pludselig blev ramt af en blodprop.

- Jeg kan huske jeg vandt første sæt, fortæller Mette Nygaard, og så husker jeg ikke mere.

Heldigvis for Mette var der en kvindelig læge til stede i hallen den aften, og hun kunne hurtigt se at Mette enten var blevet ramt af en blodprop eller en hjerneblødning.

Mettes mand, Michael Nygaard Sander, var blevet tilkaldt og han nåede frem inden ambulancen kom og kørte med i bilen.

- Den kvindelige læge bad dem køre til Skejby med Mette, husker Michael den aften der for evigt er brændt fast på hans nethinde. 

På Skejby blev Mette Nygård opereret i hjernen og lægerne fik den store blodprop fjernet men der var et par små de ikke kunne komme til og ikke turde røre.

Vågnede op til et nyt liv

Mette kan ikke huske ret meget fra de første dage efter operationen men det kan Michael og forældrene Irene og Jens Nygård.

- Hun var langt væk, husker Michael Sander, de første timer og dage efter operationen.

Hun havde ingen stemme og jeg tænkte: Hvad bliver det for en Mette jeg får tilbage?

Og kan hun genkende mig og børnene Mikkel, Signe og Anna?

Vi var også lidt nede over at få at vide at resultatet af operationen var skuffende og at man ikke havde kunnet fjerne alle blodpropper.

Alt dette skete tirsdag den 14. marts 2023.

I weekenden inden havde Mette sammen med sin yngste datter Anna besøgt forældrene Irene og Jens Nygård i Langkær.

- Jeg kan huske at jeg var meget træt den weekend og blandt andet lå på deres sofa og sagde til mor: Det er et kønt besøg I har når jeg bare ligger på sofaen.

At det var en blodprop der var på vej, havde jeg ingen anelse om!

Ingen stemme

Efter et døgn i Skejby blev Mette overført til Gødstrup og 10 dage senere til Hammel hvor hun skulle i gang med genoptræning.

Hun havde på det tidspunkt intet sprog og kunne ikke gå – ja hun kunne ikke engang vende sig selv i sengen.

Og maden foregik med sonde, da hun ikke var i stand til at synke.

Så det var helt forfra!

I de første to uger skiftedes vi til at sove ved siden af Mettes seng, husker Irene Nygård, når Michael skulle være hjemme ved de tre børn, tog vi vagten. 

På Hammel gik optræningen i gang.

Mette skulle lære at spise og hun skulle lære at synke igen og så skulle hun træne den ramte side af kroppen – både arm og ben.

Det gik fremad hver dag – og det føltes som en lille sejr hver gang, men det gik langsomt.

Første ord

Den 20. april – halvanden måned efter at Mette var blevet ramt af en blodprop – skulle Irene fejre sin fødselsdag.

Mette var selvfølgelig med, sammen med resten af familien, og på et tidspunkt blev der foreslået at man skulle synge en fødselsdagssang for Irene, og her kom det første ord over Mettes læber: Ja!

Og kort tid efter da der blev råbt hurra, kunne hun også sige ordet hurra!

- Da kiggede vi på hinanden og tænkte: Det var lige godt pokkers, fortæller Jens Nygård.

Indtil da havde vi affundet os med at Mette ikke havde et sprog!

Genoptræning

Efter at være udskrevet fra Hammel kom Mette hjem til sin familie i Ikast.

- Vi var bange for at hun skulle blive tilbudt et bosted hvor hun kunne blive genoptrænet, men heldigvis fik vi lov til at få Mette hjem, fortæller hendes mand Michael, der har oplevet at genoptræningen har fungeret til UG derhjemme, hvor Mette i 9 måneder fik genoptræning. Efter de 9 måneder er det i stedet fysioterapien i Ikast der 3 gange om uge har besøg af Mette.

Her bliver det kropslige trænet.

Men der var jo også sproget der var forsvundet sammen med blodproppen.

Her har Mette fået 50 timer ved en talepædagog og da bevillingen stoppede, fik hun kontakt til studerende som mod betaling øver med hende en gang om ugen.

- Og som giver lektier for, lyder det med et grin fra Mette, der efterhånden har fået så meget sprog at hun kan deltage i samtaler.

- Bare der ikke er for store forsamlinger, så kan jeg godt være med, men jeg bliver hurtig træt.

Mette kan endnu ikke læse, men hun træner hårdt.

- Ja hun har en jernvilje – og en fantastisk mand, lyder det fra moderen Irene.

En ros der straks bliver returneret til Irene og Jens Nygård og til Michaels forældre i Hammerum.

- Det har betydet utroligt meget for os at I har været der fra dag et og hjulpet med alle de praktiske ting, og taget hånd om hele vores familie, ellers ved jeg ikke hvordan det var gået, lyder det fra Mette og Michael, der blandt andet havde en konfirmation der ventede 2 måneder efter at Mette blev ramt af en blodprop.

Den blev holdt på gården i Langkær.

Og Mette var med.

- Men det var svært ikke at kunne sige tillykke til sin datter!

Har slået til bolden

Mette har været nede i paddelhallen igen – og mødt de piger hun plejede at spille med.

- Og jeg fik lov til at slå til bolden en enkelt gang, lyder det med smil fra Mette, der glæder sig over at hun stadig har sine venner og veninder – ikke en er faldet fra.

Ret hurtigt blev Mette tildelt førtidspension og ret hurtigt begyndte hun at planlægge hvad hendes dag skulle fyldes ud med når det ikke var arbejde. 

- Jeg mødes med min afasigruppe en gang ugentligt online, og jeg er lige blevet bevilget et 8 ugers ophold på Vejle Fjord hvor jeg skal trænes af både fysioterapeuter og talepædagoger.

Og så har vi anskaffet en hund.

Jeg har også fået indrettet min bil så jeg kan køre igen.

Jeg skulle dog lige omkring en køreprøve først.

Og jeg hører lydbøger og lægger puslespil.

Til sommer skal vi både til Jelling Musikfestival.

Sidste år var vi på Smuk festival.

Og så glæder vi os over at vores tre børn, har klaret det så godt som de har.

Det har også været et stort chok og omvæltning for dem.

Så ja - jeg er glad for livet!