Bred opbakning til bispekandidat

Henrik Stubkjær høstede stort bifald da han på et opstillingsmøde lovede at kæmpe for udvikling af landsognene
Det tyder på en bred opbakning til Henrik Stubkjær som kommende biskop i Viborg Stift, efter der mandag aften var opstillingsmøde for ham på Skive Seminarium. Her var mødt menighedsrådsmedlemmer, præster og provster op fra alle dele af Viborg Stift, der strækker sig fra Salling og Vesthimmerland i nord til Nørre Snede og Blåhøj i syd. Arrangørerne vurderer, at der mødte omkring 240 frem til mødet, hvor man gik i gang med at indsamle underskrifter på stillerlister.Netop mandag bekendtgjorde Kirkeministeriet officielt, hvordan valget af ny biskop skal foregå. Indsættelsen af den nye biskop er planlagt til søndag 23. november. Forinden skal alle præster og provster i stiftet samt medlemmer af de 237 menighedsråd i stiftet skriftligt have stemt om hvilken kandidat, de ønsker som biskop.Henrk Stubkjær, der i øjeblikket er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, gav i sin præsentationstale udtryk for, at forholdene for landsogne vil ligge han meget på sinde.
-Sognet er det bærende led i folkekirken. Derfor skal sognestrukturen støttes. Vi skal stoppe talen om afvikling og i stedet tale om udvikling. Vi skal ikke lukke kirker eller kirkegårde, men vi skal sammen finde et bud på, hvordan vi tilpasser brugen til det aktuelle behov, sagde Henrik Stubkjær blandt andet.
Tilføj kommentar