Gå til hovedindhold

I nogle byer har de landsbytosser – i Gludsted har de landsbypedeller

Gludsted

Man siger så rammende, at enhver landsby med respekt for sig selv har en landsbytosse. Men i Gludsted har de noget der er langt bedre, mere konstruktivt og markant mere praktisk anlagt: Her har de nemlig landsbypedeller.

Af Peder Fenger

Landsbyforeningen for Gludsted og Omegn rækker nu hånden ud efter flere frivillige, der har lyst til at gøre en mærkbar forskel for byens udseende, fællesskab og det gode humør. Det er nemlig foreningens uformelle pedelkorps, som rykker ud med værktøjskasse, arbejdshandsker og godt humør, når der er brug for en ekstra hånd til at holde byen fin, pæn og hyggelig. Nu søger det flittige hold endnu flere hænder, der vil være med til at værne om lokalområdet og styrke det lokale sammenhold.

Men landsbyforeningens formål er ikke bare at trække i arbejdshandskerne, men også at fremme fællesskabet og medvirke til aktiviteter og kulturelle arrangementer i lokalområdet.

Kulturhjertet er det store samlingspunkt for landsbyforeningen. Kommunen ejer den, men det er foreningen, der står 100 procent for drift, vedligehold og udlejning af stedet, og her er det specielt drift og vedligehold, som de flittige landsbypedeller gør til en mærkbar forskel i hverdagen.

Derudover fungerer det på den måde, at opgaverne typisk tikker ind som ønsker fra landsbyforeningens medlemmer, eller opstår i takt med de projekter, der løbende sættes i søen. Det er de mindre, praktiske gøremål, som måske virker små hver for sig, men som gør en kæmpe forskel for det samlede indtryk af byen.

Senest har den flittige pedelgruppe blandt andet sørget for at hænge et nyt skilt op på netop Kulturhjertet, luget ukrudt ved byens flagborge og omdelt flyers for det lokale Årshjul. Gruppen har også spillet en vigtig rolle i det igangværende arbejde med at etablere det nye, udendørs hyggeområde ved Kulturhjertet med borde, bænke og en pavillon.

– Det er vigtigt for os, at det ikke kun er 'Tordenskjolds soldater', der løfter opgaverne. Fordi vi griber det an med en anden vinkel, oplever vi faktisk, at der kommer helt nye ansigter til. Tænk sig, vi har endda en fra Ejstrupholm, der har meldt sig, fortæller Tina Kirstine Andersen der er formand for Landsbyforeningen, og fortsætter:

– Når vi spørger, vil folk utroligt gerne hjælpe. Lige nu arbejder vi på at modernisere Kulturhjertet, hvor der søges midler og sponsorater, og vi samarbejder tæt med alle foreninger i Gludsted og omegn. Men det handler ikke bare om pedelarbejde; det handler i høj grad også om nærvær og fællesskab.

Landsbyforeningen rummer nemlig alt fra snerydning og julebelysning til fællesspisning, rengøringsdage i Kulturhjertet og de populære 'Lune Lørdage', hvor der laves pizza eller suppe.

Fællesnævneren er, at der skal være liv og glade dage i byen, og det tiltrækker også folk udefra, som blandt andet kommer for at se byens kunst.

Modellen bag Landsbypedellerne er skruet sådan sammen, at det skal være lysten, der driver værket. Al koordination foregår i en fælles Messenger-gruppe, hvor opgaverne bliver delt, efterhånden som de opstår. Herfra kan man helt frit vælge og vrage mellem opgaverne, så det passer ind i en travl hverdag.

Der er rig mulighed for at løse opgaverne på egen hånd i sit eget tempo, men landsbyforeningen opfordrer også til, at man slår sig sammen på kryds og tværs. På den måde bliver det praktiske arbejde også til et hyggeligt, socialt samvær, hvor man kan vende verdenssituationen over et fælles projekt.

– Messenger-modellen virker simpelthen, fordi den er så nem. Men man behøver ikke engang være på de sociale medier for at være med. Tag bare en som Minna Helms; hun er ikke på Messenger, men hun har bare givet besked om, at hun nok skal sørge for, at parken altid står helt ren, smiler Tina.

– Det giver en stor værdi at være en del af noget sammen med andre. Der går hurtigt gode kaffepauser og sjove røverhistorier i den, når vi mødes, og man lærer faktisk altid noget nyt om sin egen by og omegn.

Nu håber landsbyforeningen, at endnu flere har lyst til at trække i arbejdshandskerne – uanset om man har ti minutter om måneden eller mod på mere. Der er nemlig brug for alle typer hænder i det uformelle fællesskab.

– Det helt afgørende er, at man ikke er bundet op på noget som helst. Der er intet, der er fastlagt på forhånd, og man bestemmer helt selv, hvornår og hvad man vil byde ind med. Det er en fantastisk mulighed for at blive en del af fællesskabet, og hvis man er tilflytter, er det den perfekte genvej til at lære byen at kende, forklarer Tina, som understreger, at foreningen også fungerer som et stærkt talerør udadtil og varetager forhold af fælles interesse.

– Når vi står sammen, kan vi række ud til instanser som for eksempel skolen, eller sørge for bedre belysning ved Kulturhuset.

 Hvis du har lyst til at blive en del af det praktiske fællesskab og gøre en synlig forskel i Gludsted, kan du tilmelde dig hos Tina på telefon 21 42 51 58. Alle er velkomne, og der er altid plads til en ekstra "pedel" i flokken. Og spørger man Tina, hvad drømmeprojektet er, hvis der i morgen skulle stå ti nye frivillige klar, er svaret klart:

– Rent personligt, så kunne jeg godt tænke mig, at vi gør noget ekstraordinært for vores unge og tilflyttere, så vi kan fortsætte med at udvikle Gludsted. Det store, grønne område bag ved skolen kunne gøres endnu mere lækkert – måske med en rigtig kunststofbane. Det skal være attraktivt at bo her, og med flere hænder kan vi række ud efter endnu større drømme.

Lokalnyt

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Onlineavis

Annoncer

Annoncer

  • Din Tandlæge
    Din Tandlæge
  • Søby Brunkulsmuseum
    Søby Brunkulsmuseum
  • BGU
    BGU
  • Cut 31
    Cut 31
  • Takkeannonce
    Takkeannonce
  • Takkeannonce Brian Nielsen
    Takkeannonce Brian Nielsen
  • Sten Jensen
    Sten Jensen
  • Give Møbler
    Give Møbler
  • Å-ræs
    Å-ræs
  • camp26
    camp26
  • Din Hørespecialist
    Din Hørespecialist

    Kalender

    28 jun.

    Street Art i Brande

    Arrangør: Brande City
    Sted: Brande midtby fra lyskryds til lyskryds
    28 jun.

    Street Art i og ved Sognegården

    Arrangør: Indre Mission og Menighedsrådet
    Sted: Sognegården i Brande
    28 jun.

    Brandes nye sognepræst Anders Kjærgaard ordineres

    Arrangør: Menighedsrådet
    Sted: Viborg Domkirke. Buskørsel fra Brande med afgang kl. 14.30
    01 jul.

    Gratis høreprøve på Brande Apotek

    Arrangør: Brande Apotek og Din Hørespecialist
    Sted: Brande Apotek
    01 aug.

    Sommerfest i Drantum

    Arrangør: Bestyrelsen for Drantum Forsamlingshus
    Sted: Sportspladsen i Drantum

    Online Avisarkiv

    Læs alle udgaverne af vores trykte avis

    Avisarkiv

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.