Hvorfor vælge Blåhøj skole?

Blåhøj skole er en lille kommuneskole i den sydligste del af Ikast-Brande Kommune, en skole som gør sig helt unik på flere punkter

Vi starter hver morgen med, at der bliver sagt godmorgen til alle, og så bliver der sunget 2-3 sange, bedt fadervor og så er der evt. info fra elever og lærere. Specielt er det, når man har fødselsdag: så vælger man en sang, der skal synges, og så bliver der sunget fødselsdagssang og ønsket personligt tillykke med dagen. Det er noget, som hver og en ser frem til og som varmer helt ind i hjertet; man føler sig speciel, set, hørt og unik lige på ens helt egen dag. Ved højtider og mærkedage bliver der fortalt små historier knyttet til dagen, elever fremlægger både opgaver og musik, de har arbejdet med.

Morgensang er med til at skabe tryghed, fællesskab, sammenhold, og alle får startet dagen med et smil og ønsket om en god skoledag.

Trivsel

Blåhøj skole ligger rigtig godt, hvis man kigger på den sidste trivselsmåling, som er lavet i kommunen. Der vil man kunne se, at Blåhøj ligger i toppen. Det skyldes lige netop det, at det er en mindre skole med plads til alle. Der er plads til den, som fylder lidt mere og den, som gerne vil forsvinde i mængden; også de som bare er sig selv. Der er mulighed for altid at have et øje på den enkelte og dennes behov. Skolen skiller sig også ud, når vi ser på kendskab; kendskab til den enkelte. Man ved, hvem hvem er og hvis forældre det er. Når man som forældre kommer på skolen, er der børn, som hilser højt som lavt og med knus og kram, så om du er elev, forældre eller personale, bliver man ikke overset.

Kommunens egne visioner

Når man kigger på Ikast- Brande Kommunes egen hjemmeside og finder frem til, hvad politikerne i Ikast-Brande Kommune har af visioner, så kan man som borger i en landsby med en landsbyskole kun blive glad, når man læser, at der skal være ”liv i hele kommunen”.

Men glæden er kort, når man så på byrådsmødet får besked om en høring i forbindelse med evt. lukning af Blåhøj skole og Kernehuset. Hvis man fra byrådets side har tænkt sig, at det bliver virkelighed, har vi virkelig svært ved at se, hvordan I har tænkt jer at holde liv i hele kommunen, for uden skole ved vi jo alle godt, hvad by Blåhøj så bliver.

Kommunens seks indsatsområder

- Byrådet vil de byer der vil: Blåhøj har gang på gang vist, at der kan samles ind, støttes op og stå sammen om små som store projekter (bygge hal, multihus, fællespark, svævebane o.s.v.).

- Arbejde for at bevare og udvikle den nuværende mangfoldighed af by og landsby:

Hvis man lukker skolen og Kernehuset, har vi som landsbysamfund ikke mulighed for at gøre Blåhøj til et attraktivt sted at bo.

- Er opmærksom på balance mellem centralisering og decentralisering af kommunens tilbud: Hvis I lukker skolen og Kernehuset, er det som borger i en landsby svært at se, hvordan I decentraliserer og ikke centraliserer.

For en kommune som Ikast- Brande må det da være mest attraktivt, at der er gang i alle kroge, syd som nord og øst som vest, for hvis vi skal have en kommune med gode og attraktive huse at bo i, skoler og børnehaver med liv, virksomheder med udvikling og ikke mindst være en kommune, man gerne vil bo i eller flytte til, så skal byrådet vende papiret og komme med de vise ord, hvad der skal til, for at vi kan bevare Blåhøj Skole og Kernehuset, for som Blåhøj har vist, så er skoene kridtet og arbejdshandskerne fundet frem for at vi kan forblive en landsby med en landsbyskole.

 

Vickie Faartoft

Sdr. Ommevej 71

Blåhøj

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul