Hosekræmmeren fik kritik for reklame på Facebook
En række barer, restauranter og producenter havde før sommerferien vanskeligt ved at overholde Alkoholreklamenævnets retningslinjer for markedsføring af alkohol. De henvendte sig på forskellig vis direkte til studenter med tilbud om alkohol som ”gratis shot i baren, når I kommer med jeres huer på”, ”vis din studenterhue i baren og få et gratis shot” og ”vis din karakter i huen & vi kvitterer med en gave” – denne gave var f.eks. 10 shots for karakteren 10.
Alkoholreklamenævnets retningslinjer tillader ikke alkoholmarkedsføring over for børn og unge, hvilket også omfatter kommende og nye studenter.
Nævnet udtaler på den baggrund kritik af i alt seks erhvervsdrivende, her i blandt Hosekræmmeren i Brande, der på Facebook havde lagt et opslag op hvor de tilbød nye studenter en gratis omgang shots hvis de lagde vejen forbi.
- Erhvervsdrivende skal være opmærksomme på de situationer, hvor målgruppen aldersmæssigt ligger omkring 18 år, for over for denne målgruppe gælder et totalt alkoholmarkedsføringsforbud, siger forperson for Alkoholreklamenævnet advokat Marlene Winther Plas.
