POLITISK INDBLIK af Bruno Ostenfeldt

Nye beregninger viser, at Ikast-Brande Kommune allerede fra 2027 kan mangle op mod 25 millioner kroner for at leve op til de kommende krav om minimumsnormeringer. Samtidig viser nye tal, at 15,6 procent af kommunens elever ikke består både dansk og matematik ved afgangsprøven.
To forskellige historier? Måske ikke.

Måske handler begge dele om de samme politiske prioriteringer gennem de seneste 15 år.

I årevis har der været fokus på effektiviseringer, besparelser og stramme budgetter. Antallet af lærerstillinger er faldet fra 458 til 362. Det svarer til 96 færre lærere. Samtidig ligger Ikast-Brande blandt de kommuner i Danmark, der bruger færrest penge pr. elev.

Når næsten hver sjette elev ikke består dansk og matematik, er det derfor for nemt blot at pege på eleverne, lærerne eller forældrene.

Man må også spørge, om rammerne har været gode nok.
For hvad sker der, når der år efter år bliver færre voksne omkring børnene? Hvad sker der, når lærere skal løse flere opgaver med færre ressourcer? Hvad sker der, når pædagoger, lærere og fagpersoner får mindre tid til relationer, trivsel og tidlig indsats?
Det spørgsmål er vigtigt, fordi udviklingen ikke stopper ved skolen.

Samtidig med at der er blevet fundet millioner på skoleområdet, er udgifterne til specialområdet, handicapområdet og psykiatrien vokset markant.
Flere børn mistrives. Flere unge kæmper med angst. Flere kæmper med ensomhed. Flere får diagnoser. Flere familier oplever et system, der først reagerer, når problemerne er blevet store.
Det burde få alarmklokkerne til at ringe.

For måske er problemet ikke, at der bruges for mange penge på børn og unge. Måske er problemet, at pengene bruges for sent.

Når et barn mistrives i børnehaven, men ikke bliver grebet. Når udfordringerne fortsætter i skolen. Når eleven mister troen på egne evner. Når karaktererne falder. Når fællesskabet glipper. Når uddannelsen ikke gennemføres. Når psykiatrien bliver næste stop.

Så er regningen ikke længere tusinde kroner. Så er den millioner. Pr. menneske.
Det positive er, at der i de seneste budgetter er afsat flere penge til skoleområdet. Der er investeret i faglokaler, læseindsatser, matematikvejledning, juniormesterlære og andre forbedringer. Det fortjener anerkendelse.

Men der skal også være ærlighed.
Nogle få millioner i dag ændrer ikke ved, at skoleområdet gennem mange år har været under pres.

Hvis én lærerstilling med løn, pension og øvrige omkostninger anslås til omkring 700.000 kroner årligt, svarer de 96 mistede lærerstillinger til omkring 67 millioner kroner hvert eneste år.
Det betyder ikke, at kommunen har sparet 67 millioner om året på et budgetark. Men det viser størrelsesordenen af de ressourcer, der er forsvundet fra børn og unges hverdag.

For mens antallet af voksne omkring børnene er faldet, er mistrivslen steget. Mens ressourcerne i folkeskolen er presset, vokser specialområdet. Mens der er sparet på den tidlige indsats, vokser psykiatrien.

Børn er ikke en udgift. Børn er den vigtigste investering, et samfund kan foretage.

Og hvis Ikast-Brande skal lykkes de næste 15 år, kræver det måske, at der investeres mere i børnene, før problemerne opstår, og mindre i at reparere dem bagefter.