Grønt lys til 41 Siemens Gamesa-vindmøller i Vesterhavet

To udskudte vindmølleprojekter, Vesterhav Nord og Vesterhav Syd, sættes nu i gang. Dermed skal Siemens Gamesa igen levere møller til to store danske havvindmølleparker.

I alt skal Siemens Gamesa levere 41 8 MW gearløse havvindmøller med en rotordiameter på 167 meter, 20 til Vesterhav Syd-projektet og 21 til Vesterhav Nord. Begge havvindmølleparker, som hver dækker et areal på cirka 40 kvadratkilometer, placeres cirka 10 km ud for Danmarks vestkyst, og de to projekter forventes påbegyndt og afsluttet i løbet af 2023. I aftalen er der desuden inkluderet en treårig serviceaftale.

Møllernes samlede årlige kapacitet på 433 MW svarer til omkring 350.000 gennemsnitlige danske husstandes elforbrug.

- Det er yderst tilfredsstillende at få grønt lys til begge Vesterhav-projekter, og vi er glade for at levere hjemme i Danmark igen, siger Marc Becker, der er administrerende direktør for Siemens Gamesas havvindmølledivision.

Møllerne til Vesterhav Nord-projektet skal sejles ud fra havnen i Thyborøn, mens møllerne til Vesterhav Syd afskibes fra havnen i Hvide Sande, hvorfra begge projekter efterfølgende skal serviceres fra.

- Vesterhav-projekterne vil bestå af de førende havvindteknologier i verden og komponenter, der er designet, fremstillet, samlet, testet og vedligeholdt i Danmark. Uanset om det er i nacellerne fra Brande eller vingerne fra Aalborg, vil vores engagement i at indfri potentialet blive tydeligt demonstreret, når projekterne er i drift, siger Torben Bang, der er administrerende direktør for Siemens Gamesa i Danmark.

Det er det svenske energiselskab Vattenfall, der står bag de to vindmølleparker i Vesterhavet. Selskabet har flere gange tidligere samarbejdet med Siemens Gamesa, blandt andet omkring verdens første tilskudsfri havvindmøllepark, Hollandse Kust Zuid-projektet i Holland. Siemens Gamesa er også blevet valgt som leverandør til Vattenfalls Norfolk-projekter i Storbritannien med en samlet kapacitet på 3,6 GW.

Også i farvande tættere på Danmark har Siemens Gamesa og Vattenfall flere fælles vindmølleparker i drift, blandt andet Kriegers Flak, DanTysk, Sandbank og Lillgrund.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul