Gennembruddet er værd at vente på
Af Villy Guldbrand Jensen
Ved mandagens generalforsamling i Brande City forsøgte Kent Lykke og Mads Ruglykke at løfte en lille flig af planerne om Gennembruddet i Brande, der involverer bygningerne Storegade 34, 32 og 30.
- Det er et projekt der har udviklet sig helt utroligt, og i dag er vi i en hel anden liga, kunne Kent Lykke, der sidder i styregruppen sammen med Mads Ruglykke, fortælle til de mange fremmødte der naturligt nok var ivrige efter at få mere at vide om projektet og tidshorisonten.
De to var dog bundet op på et fortrolighedsløfte så det var kun tegningen af facaden ud mod torvet de kunne vise på skærmen.
- Men I kan godt glæde jer. Det bliver unikt, lød det fra de to, og Mads Ruglykke kunne fortælle at Anders Holch-Povlsen, Bestseller for tre uger siden vendte tommelfingeren opad til projektet. Og nu skal der arbejdes med at lave en bæredygtig forretningsplan for området.
Bestseller er den store bidragsyder til projektet og de har også købt Storegade 30, så bygningen kan rumme et nyt stort folkebibliotek.
Det er arkitektfirmaet Vandkunsten der står bag udformningen af Gennembruddet, der åbner Brande op fra Torvet og ned til Brande Å.
Det bliver med en markant trappe og med orangeri, cafe og huse til aktiviteter ned ved åen.
- Sådanne initiativer kan kun lade sig gøre, hvis der er private eller fonde, der vil støtte lød det fra Kent Lykke, der også glædede sig over at det var lykkedes at komme godt i mål med genhusning af Brande Brillecenter og Bjerg Smykker, der havde butik i Storegade 32.
Hele planen om Gennembruddet præsenteres på et stort borgermøde i Remisen onsdag den 27. maj 2026.
Indtil da må folk væbne sig med tålmodighed.
Styregruppen bag Gennembruddet består af Mads Ruglykke der repræsenterer Bestseller, Ditte Marquard Jessen, RealDania, Simon Vanggaard, viceborgmester i Ikast-Brande Kommune, Kenneth Jensen og Jeanette Ishi Lehn, Ikast-Brande Kommune, Mia Nørlund, arkitekt i Grand Ville og kent Lykke, Brande City.
Kent Lykke fortalte om Gennembruddet på Brande Citys generalforsmaling.
