Af Bruno Ostenfeldt Jensen

LÆSERBREV: Sagen ved Remmevej handler ikke om en enkelt bunke jord, der er placeret forkert. Den handler om et omfattende prestigeprojekt med golfresort, golfbane, erhvervsbyggeri og en stor privat bolig – midt i et af Ikast-Brande Kommunes mest bevaringsværdige landskaber.

Kommunens samlede sag beskriver 15 forhold, hvor gældende bestemmelser ikke er overholdt. Ved syv af forholdene vurderer administrationen, at der ikke bør eller kan gives dispensation.

Meget af arbejdet er allerede udført. Byrådet skal derfor ikke tage stilling til et projekt, der stadig ligger på tegnebrættet. Politikerne skal afgøre, hvor meget af det allerede etablerede der bagefter skal lovliggøres på papiret, og hvor meget der skal fjernes og retableres.

Området ligger ved Skovbjerg Bakkeø, Danmarks største bakkeø, og overgangen til smeltevandssletten ved Storådalen. Kommunen beskriver selv området som et af kommunens mest bevaringsværdige geologiske landskabstræk.

Alligevel er der foretaget voldsomme indgreb.

Der er blandt andet etableret en cirka 350 meter lang vej til den nye bolig- og erhvervsbygning. Terrænet er visse steder ændret med op til 12 meter, selv om lokalplanen som udgangspunkt kun tillader terrænændringer på plus/minus 0,5 meter. Vejen berører omkring 1.500 kvadratmeter beskyttet hede.

Dertil kommer yderligere byggevej, byggeplads, oplag, sorteringsanlæg, store vandbassiner, tunnelsti, teesteder, stålbeklædte støttemure, platforme, et stort plateau til arrangementer og inddragelse af beskyttet hede og overdrev.

Det er ikke småting. Det er omfattende forandringer af natur og terræn.

Kommunens egne fagfolk vurderer, at dele af den naturlige, istidsskabte terrænform er blevet erstattet af kunstige skråninger. Indgrebene udvisker overgangen mellem bakkeøen og smeltevandssletten og forringer oplevelsen af det bevaringsværdige landskab.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at uerstattelig natur og et markant istidslandskab er blevet ødelagt. DN har varslet, at eventuelle dispensationer vil blive fulgt helt til dørs og om nødvendigt påklaget.

Det bør hvert enkelt byrådsmedlem tage meget alvorligt.

Bygherrens forklaring er blandt andet, at udgravningerne har skabt jord svarende til omkring 4.000 vognlæs, og at det er bedre for miljøet at anvende jorden lokalt end at køre den væk. Der henvises også til behovet for en adgangsvej, som redningskøretøjer kan benytte.

Det kan være praktiske argumenter. Men 4.000 vognlæs jord ophæver ikke lokalplanen eller naturbeskyttelsesloven.

Hvis den oprindelige adgangsvej er for stejl til brand- og redningskøretøjer, burde det være afklaret, inden det omfattende bolig- og erhvervsbyggeri blev godkendt og sat i gang. Naturen skal ikke bagefter betale prisen for, at adgangsforholdene ikke var løst fra begyndelsen.

Det er også blevet fremført, at de berørte § 3-områder er små, og at de kan “rettes til”. Men beskyttet natur mister ikke sin beskyttelse, fordi en bygherre mener, at arealet er lille.

Naturbeskyttelseslovens § 3 siger direkte, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af blandt andet heder og biologiske overdrev. Dispensation er en undtagelse og ikke noget, man automatisk kan forvente, fordi arbejdet allerede er udført.

Når jordbund, vegetation og levesteder er gravet væk, kan naturen ikke nødvendigvis genskabes ved blot at flytte lidt jord tilbage og så lidt græs.

Reglerne er faktisk ganske klare

Planlovens § 18 fastslår, at der ikke må etableres retlige eller faktiske forhold i strid med en offentliggjort lokalplan, medmindre der er meddelt en lovlig dispensation.

Planlovens § 19 giver kun kommunen mulighed for at dispensere, hvis dispensationen ikke er i strid med lokalplanens principper. Er afvigelsen mere vidtgående, kræver loven en ny lokalplan med den offentlighed og borgerinddragelse, der følger med.

Planlovens § 51 fastslår, at kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med, at loven og lokalplanerne bliver overholdt. Bestemmelsen siger desuden, at kommunen skal sørge for, at et ulovligt forhold bliver lovliggjort, medmindre det er af underordnet betydning.

Naturbeskyttelseslovens § 73 pålægger tilsvarende kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med naturbeskyttelseslovens overholdelse og sørge for, at ulovlige forhold bliver lovliggjort. Efter § 74 påhviler det ejeren eller brugeren af ejendommen at berigtige det ulovlige forhold.

Lovliggørelse kan enten ske retligt, hvis kommunen lovligt kunne have givet tilladelsen, eller fysisk ved at fjerne anlægget og retablere området.

Men man får ikke automatisk en bedre retsstilling ved at bygge først og søge bagefter. Udgangspunktet er, at et allerede udført forhold skal vurderes efter de samme regler, som hvis der var blevet søgt, inden arbejdet begyndte.

Ellers belønner kommunen den, der handler først og spørger bagefter.

Ville en almindelig borger få samme behandling?

Hvordan reagerer kommunen, hvis en almindelig borger bygger en garage for tæt på naboens skel? Så bliver der målt, skrevet breve, stillet krav og om nødvendigt givet påbud.

Hvordan reagerede kommunen i sagen om trampestien i Engesvang? Her blev regler, adgangsforhold og lodsejerinteresser behandlet med største alvor.

Og hvad med sagen på Vibevej i Brande, hvor der var tvivl og uenighed om gamle skelgrænser? Den sag endte i retten, og borgmesteren var helt oppe i det røde felt for at fastholde kommunens opfattelse.

Når kommunen kan gå så hårdt til en almindelig borger, en nabo eller nogle lodsejere i en skelsag, må den udvise mindst samme konsekvens, når en stor erhvervsdrivende står bag et prestigefyldt millionprojekt.

Ellers er signalet til borgerne ødelæggende:

Spørger du først, risikerer du et nej. Bygger du først og gør projektet stort og dyrt nok, kan du bagefter henvise til værdispild, turisme, miljøhensyn og kommunal prestige.

Sådan må en retskommune ikke fungere.

Byrådet kan ikke stemme sig uden om loven

Direktionens indstilling og administrationens anbefalinger er ikke et juridisk fripas. Hvert enkelt byrådsmedlem har et selvstændigt ansvar for sin stemme.

Politikerne kan ikke lovligt lægge afgørende vægt på, at projektet er prestigefyldt, at bygherren er betydningsfuld, eller at man håber, projektet kan sætte Ikast på landkortet.

Afgørelsen skal bygge på lovlige og saglige hensyn.

Hvis et flertal vil tilsidesætte administrationens faglige anbefaling ved nogle af de alvorligste forhold, skal det helt konkret kunne forklare:

Hvilken lovhjemmel bruger flertallet? Hvordan holder afgørelsen sig inden for lokalplanens principper? Hvor findes de særlige omstændigheder, der kan begrunde indgreb i § 3-beskyttet natur? Og ville man træffe nøjagtig den samme afgørelse, hvis ansøgeren var en almindelig borger?

Et politisk flertal kan træffe en afgørelse. Men et flertal kan ikke ved en håndsoprækning gøre en ulovlig afgørelse lovlig.

Nu må hver enkelt vise, hvor vedkommende står

Det bliver meget spændende at se, hvor de enkelte byrådsmedlemmer og partier placerer sig, når sagen kommer til afstemning.

Ikke kun hvad partiernes gruppeformænd siger på forhånd, men hvordan hvert enkelt medlem faktisk stemmer.

Vil de stå på reglernes, naturens og ligebehandlingens side?

Eller vil de bøje reglerne, fordi projektet er stort, dyrt og prestigefyldt?

Her kan ingen gemme sig bag direktionen, administrationen, en gruppebeslutning eller et ønske om lokal udvikling. Stemmen tilhører det enkelte byrådsmedlem, og ansvaret følger med.

Jeg er ikke imod golf, udvikling eller erhvervsfolk, der investerer i Ikast. Men reglerne skal overholdes. Også når projektet er stort. Også når der er mange penge involveret. Og også når bygherren er en af områdets mest fremtrædende erhvervsfolk.

At et projekt måske kan sætte Ikast på landkortet, giver ingen ret til først at sætte gravemaskinerne i beskyttet natur og bagefter bede politikerne om at lovliggøre resultatet.

Den kommende afstemning bliver derfor en prøve på, om Ikast-Brande Kommune virkelig administrerer efter loven og princippet om lighed for loven.

Borgerne bør lægge nøje mærke til både partiernes og de enkelte politikeres stemmer.

For når støvet har lagt sig, står ét spørgsmål tilbage:

Er der ét regelsæt for den almindelige borger med en garage tæt på skel – og et andet for den store erhvervsdrivende med et gods, et golfresort og et projekt til mange millioner?

Regler skal ikke kun håndhæves, når det er nemt, eller når borgeren ikke har magt og indflydelse.

Regler skal overholdes – og de skal gælde ens for alle.

Bruno Ostenfeldt Jensen