Af Arne Mariager:

Fætters klumme er ved en fejl ikke bragt i denne uge - derfor kommer den her på nettet - OG den vil blive bragt i næste uges avis:

Der er noget vidunderligt over sne. Disse hvide fnug der daler ned om ørerne på os, lægger sig over gader og  marker, over træer og tage, og som i det  moderne samfund med al vores varme, trafik og teknologiske hjælpemidler har det med hurtigt at forsvinde igen.

Her hos os har vi sjældent ret meget sne. I det hele taget er sne blevet en sjældenhed i Danmark, men når man bor ved hav og fjor er der endnu længere mellem snebygerne. Men nu har vi haft sne i en uges tid. Jeg nyder det hver dag. Vi har ikke fået store mængder, men dog så meget, at det er blevet liggende. Vort landskab er hvidt og vil være det så længe, frosten holder fast.

Den dag, det virkeligt sneede, tog jeg en kop kaffe med ud på terrassen og satte mig midt i senvejret. Det var en prægtig oplevelse. Sne. Store, hvide flager, der dalede ned omkring mig - og blev liggende. Det var så smukt. Og det forandrer ting. Det er noget af det fascinerende ved sne. Det forandrer landskaber. Sne får kendte omgivelser til at virke anderledes. Sådan er det i øvrigt også med tåge. Men det er lettere at forstå. For tåge slører. Det gør sneen ikke. Men alligevel får sneen det kendte til at se anderledes ud.

Siden jeg blev gammel nok til selv at bestemme, hvor jeg ville bo, har jeg valgt at bo på landet. Nu er jeg så blevet både pensionist og  bybo. Begge dele rummer sine udfordringer, men jeg sad den eftermiddag på terrassen og oplevede, at sneen var en gave. Den blev liggende og fik havnen til at se anderledes ud. Jeg fornemmede igen den renhed, der kan være i luften i sne og frost. Den var til at fornemme - også i en  by. Det var så smukt, og jeg tænke på Helge Rodes gamle sang ”Der er intet i verden så stille som sne”. Rode skrev sangen i 1886, for mere end 130 år siden. Den er stadig smuk. Og den siger noget om sneens magi. ”Dæmper dine skridt/tysser, tysser blidt/på de stemmer som for højlydt tale”…..

Og næste morgen fortalte sneen mig så nogle af de historier, jeg altid har holdt af. For nok er sneen smuk, og nok kan der være noget højtideligt over sne. Men sneen er også en stor sladderhank. Den kan ikke lade være med at fortælle, hvem der har været på besøg i nattens løb. Man får sandheden om sine naboer, når der er sne.

I mine mange år ude på landet var det en kilde til daglig glæde at studere aftrykkene i sneen. Aftrykkene fortalte, at et par harer kom om natten og gnavede af mine gyvel. At ræven luskede forbi hver nat. At der i løbet af dagen kom fasaner på besøg -de lange haler satte spor. At bestanden af rådyr var god. Og ind i mellem var der mægtige plader på gårdspladsen: Kronhjort. Det var fodsporene, der gjorde mig opmærksom på kronhjortens eksistens i nabolaget. Jeg stod derfor tidligt op næste morgen og sad inde i køkkenet og kiggede ud på det sted, hvor hjorten havde været morgenen før. Og ved seks-tiden kom den. En stor hjort. Jeg sad inde i mit mørkelagte køkken og så en stor kronhjort æde fuglebrød på gårdspladsen. En fantastisk oplevelse jeg aldrig glemmer.

Helt så store oplevelser får man ikke i en byhave, men da jeg  morgenen efter snefaldet gik rundt i haven, kunne jeg alligevel se spor efter en mår. Der var også  spor efter blishøns - og nede i  bunden af haven, ved det gamle bådehus, fandt jeg spor af små fødder og nogle strege i sneen. Altså en rotte. En ensom strejfer. På rottens vegne håber jeg ikke, den kommer igen - for så risikerer den at møde måren. Den bor i det gamle bådehus. Sneen er en stor historiefortæller.