Fire saxofoner – én stor musikalsk oplevelse
Søndag eftermiddag bød Brande Kirke på en helt særlig musikalsk oplevelse, da saxofonkvartetten SAXOPATHS indtog kirkerummet med fire saxofoner og et imponerende sammenspil.
Kvartetten består af Niels Oldin på barytonsaxofon, Simon Thorsen på tenorsaxofon, Anders Banke på altsaxofon og Kristoffer Rosing-Schow på sopransaxofon.
Det var fascinerende at opleve, hvordan de fire musikere med hver deres instrument kunne skabe så mange forskellige klange og udtryk. Musikken bevægede sig fra græsk folklore og tango til soul, jazz og humoristiske toner – blandt andet i Myggedans, hvor en lille myg blev til musik.
Kvartettens sammenspil var både præcist, professionelt og smukt. De fire saxofoner gik i dialog med hinanden og skabte et varieret musikalsk univers, hvor man hele tiden blev overrasket over, hvad instrumenterne kunne.
SAXOPATHS viste med al tydelighed, at fire saxofoner kan være meget mere end fire saxofoner. Det blev en koncertoplevelse fuld af musikalsk overskud, spændvidde og spilleglæde.
Foto Lasse Wulff.
