Fællesspisning er ikke en luksus, det er omsorg
Jeg elsker god mad og det at spise sammen. I mit barndomshjem har der altid været mad til en ekstra, og hjemme hos os er der også plads til naboen, hvis de kigger forbi. For mad er ikke bare mad. Mad er fællesskab og vi samles gerne om et måltid, og deler glæden ved mad og selskab.
I mange af vores daginstitutioner bliver der lavet mad hver dag. Her lærer vores børn om smag, duft og madmod. De oplever, hvad det betyder at spise sammen, at dele, smage og hjælpe hinanden. Det er her, de første fællesskaber opstår.
Også på rådhuset bliver der lavet mad. Her spiser kollegaer sammen, der er smørrebrød til møder og kaffe og kage, når der er noget at fejre. Fællesskab og mad hænger sammen i alle dele af vores kommune.
Men et sted har vi fjernet det, der burde være allermest naturligt, fællesskabet omkring maden for vores ældre. Det blev sparet væk. På Brandlundparken og Bavnehøj kostede besparelsen 60.000 og 20.000 kroner. Ud af et kommunalt budget på tre milliarder.
Er det rimeligt? Nej. For den reelle besparelse findes ikke. De ældre skal stadig have mad, men nu sidder de alene i hver deres lejlighed, mens sosu’er går fra dør til dør for at varme den. Før spiste de sammen, snakkede, lo og mærkede hinanden. Det fællesskab er væk.
Jeg drømmer om, at vi genindfører fællesspisningen, og på sigt madlavning på alle ældrecentre. For hvis det kan lade sig gøre i daginstitutioner og på rådhuset, så kan det også lade sig gøre der, hvor behovet for nærvær er størst. Duften af mad vækker appetitten, og minder os om, at livet stadig kan smage af noget.
Tina Ostersen
Byrådskandidat, Dansk Folkeparti
