Fællesskab er en fælles sag

Af Rune Lyager, byrådsmedlem Fælleslisten

Som folkevalgt politiker - en politiker som lovede at kæmpe for kultur og fritid, børn og unge, sundhed og livskvalitet hele livet - så vil jeg simpelthen have lov til at udtale mig i denne sag. Der er ingen som skal give mig mundkurv på. Hvor er demokratiet så henne?

Fællesskab er en fælles sag.

En hal er ikke bare en hal. Brande Hallerne er byens samlingssted for fællesskab - sundhed og livskvalitet. Det er en nødvendighed i et samfund på lige fod med skoler og plejehjem.

Jeg forstår så inderligt godt Brande Hallernes bestyrelse.

De kæmper for at gøre deres bedste for os brugere, men må råbe vagt i gevær, når økonomien ikke længere følger med. Det har man forsøgt at gøre opmærksom på siden 3. juni, hvor de for første gang henvender sig i venlige toner til byrådet – men vi har aldrig reageret på deres henvendelse.

Vi politikere må finde de gode løsninger sammen med dem. Vi må sætte os ned og lytte til deres bekymringer og helt rimelige krav. Der er ingen skoleelever, som skal køres andre steder hen, der er ingen foreninger, som skal bruge andre haller at dyrke deres sport i.

Vi bor og lever i Brande - derfor bruger vi Brande Hallerne. Som vi altid har gjort.

Lad os sammen kæmpe for Brande Hallernes overlevelse. Vi har alt at vinde.

Vores ansvar som byråd burde ligge i, om vi har tænkt os ordentligt om. Brande Hallerne er blevet pålagt en kæmpe opgave ved at løfte Artiums idrætstimer. I dag har Artium ikke længere egne gymnastiksale, de skal bruge hallen.

Det er en del af en smuk visionstanke, at Artium og hallens synergi skulle kobles sammen. På sigt endda sammenbygges.

Det er en kæmpe vinding for alle vores børn og unge, at de har gode faciliteter til at dyrke idræt og holde frikvarter i. Det er megafedt med alt det liv i hallen, men vi må ikke tage vores børn og foreninger som gidsler i den her sag. Det er ikke en holdbar løsning at nedsætte skolens brug af Brande Hallerne; det vil kun flytte og udskyde problemerne.

Vi som byråd må tage vores ansvar og løse den her sag i en fart.

Der kunne have været lang tid til 1. januar, hvis vi havde handlet den 3. juni. Nu har vi travlt.

Lad os som byråd træde 3 skridt tilbage - komme op i helikopteren, så vi kan se sagen fra flere sider.

Politik betyder at tjene borgerne, og kommune betyder fællesskab. De to værdier er dem, jeg arbejder for som politiker i byrådet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul