Et stærkt og fornuftigt budget for Ikast-Brande

Palle Høj

Af Palle Høj, byrådsmedlem for Venstre.

Det var lidt af en brat opvågning, da vi 12 nyvalgte medlemmer af byrådet i Ikast-Brande Kommune for 2 år siden skulle udarbejde det første budget for 2019, og skulle starte med at finde besparelser for 80 mio. kr. Den situation står vi ikke i år, og det skyldes ikke kun, at byrådet har taget store besparelser sidste år og forrige år og ført en ansvarlig økonomisk politik. Det skyldes også hjælp fra Christiansborg i form af ny, og set fra vores side, mere fornuftigt udligningsreform. Desuden har vi år haft ekstraordinære store selskabsskatter på ekstra 50 mio kr., der stammer fra 2018, da der er 3 års forskydning på selskabsskatterne.

Ønsker ikke en yoyo-økonomi

Jeg håber, vi med dette fornuftige budget kan fastholde en god balance i økonomien i de kommende år, og dermed ikke om 2 år bringer det nye byråd ud i samme situation som for 2 år siden. Vi kender ikke helt effekten af Covid-19 i de kommende par år, derfor synes jeg også, det er fornuftigt, at vi ikke har tømt hele kassekreditten med det samme og dermed kunne ende i en ”Yoyo-økonomi”. En økonomi, der kører op og ned, så bruger vi en masse penge i år, og så skal vi pludselig spare en masse penge om 1 eller 2 år.

Nedsættelse af effektiviseringskravet

Derfor synes jeg også, det er meget glædeligt, at vi har sat effektiviseringskravet ned fra 1 % til ½ % de kommende 2 år, så vi også giver noget af det nye råderum fri. Samtidig lytter vi også til de mange relevante høringssvar, der er afgivet op til budgetforhandlingerne fra rigtig mange af kommunens ansatte og bestyrelser i institutionerne. På den måde håber jeg, vi får en jævn udvikling af kommunens økonomi. Vi har en veldrevet og effektiv organisation, og det skal vi fastholde fremover, og derfor er det også nødvendigt at holde fast i et effektiviseringskrav, så vi også i de kommende år er en veldrevet kommune.

Store lånte midler

Mange vil sige, nu har I så mange penge i kassen, og I har fået kassebeholdningen op på over de 300 mio kr. I startede byrådsperioden med, hvorfor bruger I ikke nogle af alle de penge? Vi bruger også mange af pengene, der er fx.  afsat 20.8 mio. kr. i puljer, som fagudvalgene kan disponere over, hvor der bliver brug for det i det kommende år. Derudover har forligspartierne på særlige områder sat ekstra penge af.  

På anlægsområdet har vi brugt mange penge til den flotte nye skole, der kommer i Brande og i 2021 er der er et anlægsbudget på 170 mio. kr., så vi bruger mange af pengene. Vi skal dog også huske, at vi under Corona-krisen fik mulighed for at fremrykke næsten 150 mio. kr. af vore anlægsinvesteringer og få lån til disse investeringer. Så en del af den store kassebeholdning er lånte midler, som i enhver anden husholdning skal betales tilbage igen. Derfor kan vi ikke bare tømme kassen og bruge alle penge nu.

Hvad kan vi glæde os over lokalt

Der er mange steder og områder i kommunen, der kan glæde sig over det nye budget for 2021, fx er der givet en lånefinansiering til hallerne i Brande, Ejstrupholm og Ikast. I Ikast giver det mulighed for padeltennis, som er meget populært overalt og vinder meget frem i disse år.

Skal jeg nøjes med at have de lokale briller på og kun se på Ikast, glæder jeg mig over, at der er sat penge af til finansieringen af planerne for midtbyen, som vi skal arbejde med i den kommende periode. Der er penge til at gøre byfornyelsen Perron 7430 omkring banegården færdig. Der er fortov ved Grøddevej, opgradering af pendlerplads, forlængelse af Vestergaard Poulsens Alle, en ny cykelstipulje, penge til fortovsrenoveringer, ny Børnebyøster, ombygning af tandklinik, tilskud til cricketbane, ekstra penge til drift af de grønne områder. Blot for at nævne noget af alt det, der sat penge af til i vores kommune det kommende år. Så der er plads til masser af nye initiativer.

Budgetfasen er noget særligt

En budgetfase er en helt særlig periode i løbet af byrådsåret, og det er lidt som at lægge et betongulv. Du har nogle timer, hvor du kan bevæge dig i det våde beton, og hvor du kan forme og jævne ud og glatte ud, men lige pludselig så er det stift beton, og der skal man passe på, at du har bevæget sig i den samme retning, som de, der vil samle et flertal. Det skal også være solidt, da det er fundamentet under kommunens drift.

Til allersidst vil jeg blot sige, at jeg er tilfreds med og glad for det budget, vi har vedtaget og at forligspartierne har bevæget sig mod hinanden i processen, så vi fik en aftale, som et stort flertal kan tilslutte sig. Jeg tror på en sund økonomisk udvikling i Ikast-Brande uden en uansvarlig yoyo-økonomi.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul