Af Bruno Ostenfeldt Jensen 

Debatten om Magtens mænd bliver ofte reduceret til geografi. Nord mod syd. Ikast mod Brande.

Men måske handler det slet ikke om postnumre.

Måske handler det om, at Brande er en by med stærke kræfter, der vil noget. En by med erhvervsfolk, netværk og kapital, som ikke taler om udvikling, men gennemfører den.

Lad os holde os til fakta.
Gennembruddet i Brande er finansieret med 49 millioner kroner.

42 millioner er rejst privat og gennem fonde.
7 millioner kommer fra kommunen.
Padelhallen i Brande Hallerne er muliggjort via en stor privat donation.

Pakhuset er købt af lokale erhvervsfolk for Brandes skyld og stillet til rådighed for byen.

Og nu biblioteket.

Brande City har igangsat en spørgeskemaundersøgelse for at finde ud af, hvad branditterne ønsker for fremtidens bibliotek. På få dage kom der 450 besvarelser. Man forventer over 600. Det er et massivt lokalt engagement.

Man lader sig inspirere af byudviklingstanker fra Jan Gehl og erfaringer fra Herning og Ikast, hvor biblioteker er flyttet ind i bymidten for at skabe liv. Man arbejder systematisk. Man inddrager borgerne. Man samler data.

Det er ikke brok.

Det er udviklingskraft.

Og så melder spørgsmålet sig.
Bliver det nogle steder opfattet som et problem?

Er der politikere mod nord, som ikke ser det som en styrke, men som noget der stikker ud, fordi udviklingen ikke sker på samme måde i centerbyen uden betydelige kommunale anlægsmidler.

Handler det i virkeligheden om, at nogle politikere ikke kan stå i pressen og profilere sig selv, når projekterne er båret af private kræfter og lokalt initiativ, i stedet for at glæde sig over, at kommunen rummer mennesker, der vil noget for deres by.

Er det moderne kommunalpolitik.
Eller er det en rest af sognerådspolitik, hvor man helst selv vil have æren for det, der sker.

For når en by selv kan rejse 42 millioner, når lokale erhvervsfolk investerer massivt, når borgere engagerer sig i visioner for midtbyen, så ændrer det dynamikken.
Så er man ikke afhængig.
Så er man drivkraft.
Og drivkraft kan udfordre en kultur, hvor udvikling traditionelt går gennem rådhuset.

Hvis initiativ mødes med skepsis frem for partnerskab, opstår der gnidninger. Hvis engagement opleves som pres i stedet for potentiale, skabes der afstand.

Brande beder ikke om særbehandling.
Brande beder om samarbejde.

Når borgere og erhvervsfolk investerer massivt i deres egen by, burde byråd og udvalg se det som et aktiv for hele kommunen.

Udvikling smitter.

Ambition løfter.

Handlekraft styrker fællesskabet.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvem der har magten.

Spørgsmålet er, om kommunen vil være gearkasse eller håndbremse.