Rejsebrev 6. Tjekkiet 

På den tiende og sidste vandredag begynder vi med morgenmad i Penzion Oaza -. sammen med ganske mange tjekker, som åbenbart er til et fælles arrangement. Ligesom det var tilfældet på Ramzovské Sedlo i går, hvor der var en slags lejrskole for børn og unge med diverse udfordringer. Sådan noget er vel stort set afskaffet i Danmark? 

Vi begynder med en kort togtur sydpå, til Velké Losiny. Endnu en kurby, hvor vi går igennem kurområdets park for at komme op i bjergene. En vandretur som denne giver begrænsede muligheder for at være traditionel turist med udforskning af “seværdigheder” og lignende. Dagene går med vandring, og sidst på dagen er man alderssvarende træt og afslapningsorienteret. Men man får faktisk lyst til at se nærmere på mange ting - på en anden rejse. Tjekkiet er en guldgrube for interesserede besøgende, hvis man giver sig tid og prioriterer blandt de mange små og mellemstore byer, som findes. Et godt bud er at tage en uge eller to i Jeseník, hvor man både har natur, en interessant by og gode trafikforbindelser. 

Vi skal tolv kilometer over bjergene, startende med en stigning på 300 højdemeter, over til den lille by Hanusovice, beliggende ved den unge Morava-flod, som har givet navn til hele denne halvdel af Den tjekkiske Republik. Turen opad foregår i skovbevoksning, og den anden halvdel af turen er landbrugsland. Da vi midt på eftermiddagen endelig kan sparke støvlerne af ved Penzion Andêlka og sætte os uden for caféen og vente på, at cafémutter skal åbne for udskænkning, siger vi: “We did it!”. Sidste skridt på sidste etape, to uger uden uheld. Intet blod, ingen tårer; men masser af sved, for mit vedkommende, i hvert fald.  

Hanusovice er ret uinteressant (bortset fra et bryggeri og et bryggerimuseum) og endvidere u-tjekkisk. Den typiske tjekkiske by har et et torv (eller flere), som har fortove, overdækket med hvælvinger, foran butikkerne. Så næste dag går det med tog en lille times tid til den noget større by Zabreh (13.000 indb.). Det er søndag og vi falder ind på et spisested lige ved stadion, hvor der kl. 17 skal spilles kamp mod rivalerne fra Sumperk. Her serveres fremragende mad, og vi falder i snak med et ældre ægtepar, hvor manden taler udmærket tysk. De er på biltur fra Olomouc (100.000 indb.), i hvert fald ikke for at se en fodboldkamp i 4. liga!  

Efter to overnatninger i Zabreh, står vi tidligt op, får madpakker med (vi glemmer brødet og har så blot en masse pålæg - heldigvis kan bistroen i toget til Prag hjælpe os ud af dén knibe) og lander på Prags hovedbanegård tidsnok til at nå Berlin-ekspressen. Med skift dér og i Hamburg når vi Kolding præcis på minuttet, kl 21.44, og bliver modtaget der. 

To uger på egne ben, helt bogstaveligt, uden at se andre turister - bortset fra de tjekkiske og polske vandrere og cyklister, vi stødte på. I sin bog “Tjekkiet er andet end Prag” taler Inge Bro Jørgensen om “den tjekkiske bacille, som er så farlig, at den aldrig forlader ens krop, når den første er kommet ind”. Og det er positivt ment! Som midtjyder véd vi, at Danmark er andet end København; og Den tjekkiske Republik er i den grad også andet end Prag. 

Til sidst en opdatering: Jeg skrev tidligere om Alfréd, som er af gammel tysk bondeslægt fra Kravare / Deutsch Krawarn og som var medhjælper på min søsters gård i Sønderjylland det første forår efter murens fald (1990). Hans mål var at købe sin families jord tilbage. Det er lykkedes ham, og han har endog kunnet købe jord tilbage til andre i området. 

“Fra fjerne lande kom hun, Dronning Dagmar”, hedder det i folkevisen om denne danske dronning, som døde alt for ung den 24. maj 1212. Hun kom netop fra Bøhmen. Nu er begrebet “fjerne lande” jo relativt, og i dag er det vigtigt at huske, at Europa er at betragte som vort nærområde. Et område, hvor det for første gang nogensinde ser muligt ud med fred og samarbejde. Og dertil bidrager ethvert besøg  hos og samkvem med andre europæere.