10. klasserne i Ikast-Brande tog afsked med IUC

Af Peder Fenger

IKAST-BRANDE: Det var en både festlig, hyggelig og dybt følelsesladet aften, da 10. klasserne hos Ikast-Brande Ungdomscenter (IUC) torsdag den 25. juni fejrede deres dimission. Rammerne var fyldt med smil, spænding og en snert af vemod, da eleverne fik overrakt deres velfortjente afgangsbeviser.

Aftenen bød på flotte taler, musikalsk underholdning og et efterfølgende uformelt samvær. Her fik elever og forældre mulighed for at vende året, grine og sige ordentligt farvel til lærere, mentorer og ledelsen efter et begivenhedsrigt skoleår.

Blandt aftenens absolutte højdepunkter var dimissionstalen fra afdelingsleder Karen Behr Sølyst. Med udgangspunkt i alt fra tennislegenden Roger Federer til AGF’s mangeårige mesterskabsjagt, leverede hun en række inspirerende og nærværende råd til de unge mennesker, som nu står på tærsklen til fremtiden.

På Brande Bladet er vi utroligt glade og stolte over, at vi har fået lov til at udgive talen i sin fulde længde, så den kan deles med hele kommunens 10. klasses elever, deres familier og alle andre, der kan bruge et par kloge ord med på vejen.

Herunder kan du læse Karen Behr Sølysts tale til de afgående elever:

Kære elever

Så blev det ægte jeres sidste dag på IUC, og vi har virkelig glædet os til at fejre jer. For en dag som i dag – hvor man afslutter et kapitel og samtidig står på tærsklen til noget nyt – er en dag, der fortjener at blive markeret.

Og på sådan en dag følger der også en særlig mulighed med. Nemlig muligheden for at stoppe op et øjeblik for både at se lidt tilbage på det år, vi har haft sammen. Men for også at kigge frem mod det, der venter. Derfor er det en stor ære at få lov til at sende jer afsted med nogle tanker og ord i bagagen. Og jeg håber, at I vil slå lyttelapperne ud de næste minutter.

--

Det er forskelligt, hvad jeg lader mig inspirere af, når jeg skal holde en tale som denne. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme – jeg er vist kommet til at udfordre mig selv mere end jeg plejer… For i dag skal talen både handle om tennis, fodbold og bogen ”Afdelingen for magisk tænkning” af Morten Münster, som jeg har læst med stor begejstring.

Det lyder måske umiddelbart som en lidt mærkelig kombination. Men de siger alle tre noget om det at være på vej. Om ikke at have alle svarene. Om at øve sig, holde fast og tro på, at man godt kan finde sin retning, selv når man ikke kan se hele vejen endnu.

Og det er netop det, jeg gerne vil sige lidt om i dag. Så, ”here we go”

--

Skoleåret er slut – og fremtiden venter derfor for jer – og de fleste af jer har valgt, hvad I tror er det næste bedste skridt for jer. Men for mange kan fremtiden og de valg, der venter, virke både skræmmende og overvældende.  Det ved jeg, at en del af jer følte, da I omkring 1. marts i Optagelse.dk skulle tage stilling til, hvad der skulle komme efter IUC. Flere af jer syntes, det var svært. Jeg ved, at nogle af jer var i tvivl, og jeg ved også, at nogle af jer var bange for at vælge forkert.

For hvordan skal man kunne overskue alt det, der venter? Hvordan skal man vide, hvilken vej man skal gå? Hvordan skal man nå frem til drømmejobbet, få den perfekte studietid eller blive en del af det helt rigtige fællesskab?

Og hvad gør man, når man igen og igen møder spørgsmål som:

"Hvad vil du være?"

"Hvilken uddannelse vil du vælge?"

"Hvad er din passion?"

"Hvad er planen?"

Det er spørgsmål, som næsten altid stilles med de bedste intentioner. Men for nogle af jer kan de også føles som et pres. For spørgsmålene rummer en forventning om, at I allerede nu skal vide, hvad I vil, og hvilken vej der er den rigtige.

--

Men måske er der også en anden måde at se det på. Måske er det lige præcis ikke meningen, at I skal have alle svarene lige nu. Måske er det ikke engang meningen, at I skal vide præcis, hvad I brænder for. Til gengæld er det meningen, at I nu skal ud og prøve noget af. For ved at være nysgerrige. Ved at prøve ting af. Ved at gøre jer erfaringer, kan I måske finde ud af, hvad I vil, og hvad I brænder for.

Og det ved vi faktisk, at mange af jer allerede har været i gang med i jeres år her på IUC.

I har været i praktik. I har arbejdet med DOSO. I har været i brobygning. Og flere af jer har valgt valgfaget Nysgerrig på job og uddannelse, hvor I har besøgt virksomheder og uddannelsessteder for at blive klogere på, hvad der kunne være noget for jer.

Den nysgerrighed skal I tage med jer videre.

For når I møder det, der venter, med nysgerrighed, mod til at lære nyt og mod til at mærke efter, så udvikler I jer.

Nogle gange vil I opdage, at I har fundet noget, der passer rigtig godt til jer.

Andre gange vil I opdage, at det, I troede var det rigtige, alligevel ikke var det.

Og det er ikke et tegn på, at I har valgt forkert. Det er en del af processen med at finde et godt match mellem det, man kan, det man interesserer sig for, og det liv man gerne vil leve. Og lur mig, hvis ikke mange af de voksne, der sidder her i dag, også ville række hånden op, hvis jeg spurgte, om de arbejder med noget andet end det, de forestillede sig som 16-17-årige. For rigtig mange har undervejs fundet en anden vej end den, de oprindeligt havde tænkt sig.

Derfor er det også langt fra sikkert, at det valg, I har truffet nu, kommer til at definere resten af jeres liv. Til gengæld kan det blive et vigtigt skridt på vejen til at lære jer selv bedre at kende.

For fremtiden handler mindre om at finde den perfekte vej med det samme, men mere om at turde udforske, afprøve og blive klogere undervejs.

--

Og så kommer vi til det med tennis… For en schweizisk tidligere professionel tennisspiller kan vist hjælpe mig med at tydeliggøre mit budskab.

Jeg ved ikke, om I kender Roger Federer? Han anses for at være en af verdens største tennisspillere gennem tiden. Han blev rangeret som verdens nummer 1 i herresingle i 6 år og omtales af mange som den perfekte tennisspiller.

Men det der faktisk er interessant ved hans resultater er, at selv om han vandt Grand Slams og slog rekorder, så vandt han kun omkring 54 % af de point, han spillede gennem sin karriere. Han tabte altså næsten halvdelen af alle de bolde, han spillede.

Så hvordan kunne han blive så god?

Det var altså ikke, fordi han vandt hver en bold i sine kampe. Men han blev en af verdens bedste, fordi han lærte at håndtere de point, han tabte. Han var ikke optaget af det perfekte eller ekstraordinære, men af træning, gentagelser, justeringer og af hele tiden at blive en lille smule bedre. Og når han tabte et point, rettede han opmærksomheden mod det næste mulige point i stedet for at bruge energien på frustration og selvbebrejdelse over det tabte point.

Og den tilgang til livet tror jeg på.

Vi taler ofte om den perfekte uddannelse, drømmejobbet eller den helt rigtige vej. Men virkeligheden består som sagt langt mere af øvelse, rutiner, små forbedringer og ganske almindelige tirsdage. Og selv om det måske lyder mindre spændende, så er der også noget meget håbefuldt i det. For det betyder, at vi alle kan udvikle os, og det er faktisk helt normalt at være undervejs.

Så kære elever - vær nysgerrige. Øv jer. Turde at fejle. Og når det sker – for det kommer det til – så juster kursen og prøv igen. Ligesom Federer gjorde efter det point, han lige havde tabt.

--

Og det minder mig faktisk om nogle mennesker, der i 40 år blev ved med at prøve igen.  Og nu kommer vi til det med fodbolden…

Som I helt sikkert ved, så kunne AGF her i maj måned endelig fejre et dansk mesterskab efter 40! års venten. Og jeg bringer på ingen måde det mesterskab på banen, for at træde i, at FC Midtjylland måtte nøjes med sølv i år. Men jeg bringer det frem, fordi jeg synes, at man kan lære noget vigtigt ved at se på alle de fans, som har fulgt AGF gennem alle de år - enten fra tribunerne eller hjemme fra sofaen. For de er blevet ved med at komme. År efter år. De har stået i regnvejr og modvind. De har oplevet skuffelser, nederlag og sæsoner, hvor håbet næsten forsvandt.

Jeg er selv gift med en af de fans, og hvor har der været mange søndage med frustrationer og skuffelser. Og hvis jeg skal være ærlig, så har jeg gennem årene flere gange har tænkt: Hvorfor bliver man ved?

Men det gjorde de.

De blev ved med at tro på, at næste kamp kunne blive bedre. At næste sæson måske blev sæsonen, hvor det hele ville vende. De blev ved med at møde op, følge med, håbe og heppe.

Og i maj kom den længe ventede forløsning så. Og den blev fejret, som om det var selveste VM, der var blevet vundet i Aarhus.

Når jeg ser på de kære AGF-fans – herunder min egen mand – så bliver jeg mindet om noget vigtigt: De største glæder i livet opstår sjældent, fordi alting lykkes med det samme. De opstår nok langt oftere, fordi vi holder fast længe nok til at opleve, at noget lykkes.

For de mange AGF-fans holdt ikke fast, fordi de vidste, det ville lykkes. Det vidste de jo ikke. Men de holdt fast, fordi de håbede.

Og jeg synes virkelig, at det er godt at huske på – og især for jer, der står i en overgang nu.

For hvor er det vigtigt, at I ikke kun tror på jer selv på de dage, hvor det går godt. Jeg håber virkelig også, at I vil tro på jer selv på de dage, hvor I får et afslag. Når I bliver i tvivl. Når noget er svært. Når det ikke går så hurtigt, som I havde håbet, og når succesen ikke er tydelig med det samme.

For det er netop på de dage, man bygger den vedholdenhed, der senere gør sejrene værd at fejre.

…og så er vi tilbage ved det med vejen at gå. 

Og tilbage ved mine råd til jer som egentlig er ret enkle:

Vær nysgerrige nok til at udforske og prøve af. Vær modige nok til at øve jer og til at blive ved med at gå, også når noget er svært – og vær også modige nok til at skifte retning, hvis det er det, I skal. Og vær også håbefulde nok til at tro på det og på jer selv, også når vejen ikke er helt tydelig.

--

Og kære forældre – et par ord til jer også

For lidt siden talte jeg om AGF-fansene som mennesker, der bliver ved med at stå på sidelinjen gennem medgang og modgang. Men I står også på sidelinjen, for I er på mange måder jeres børns "livs fans".

I har stået på sidelinjen i mange år allerede. I har heppet, støttet, trøstet, opmuntret og hjulpet dem videre, når noget blev svært. I har glædet jer med dem, når det gik godt, og I har samlet dem op igen, når det ikke gjorde. Og selv om de unge mennesker, der sidder her i dag, er blevet både større, mere modne og mere selvstændige, så har de stadig brug for jer.

De skal nu videre ud i noget nyt. De skal møde nye mennesker, nye krav, nye fællesskaber og nye udfordringer. Og når de møder det ukendte, har de fortsat brug for at vide, at der står nogen på sidelinjen. Nogen, der tror på dem. Nogen, der bakker dem op. Og ikke mindst nogen, der tør sætte dem fri, men som stadig også står klar, hvis de får brug for at vende hjem og samle mod til næste skridt. For selv om de skal gå vejen selv, så gør det en kæmpe forskel at vide, at man ikke går alene.

Derfor håber jeg, at I fortsat vil passe godt på jeres unge mennesker. De er hver især fantastiske. De har udviklet sig meget i løbet af deres tid på IUC, og de er mere klar til det næste, end de måske selv tror.

Og med jeres opbakning, omsorg og tro på dem, så tror jeg på, at de vil møde det nye med nysgerrighed, mod og håb – og det er et rigtig godt udgangspunkt for den rejse, der venter dem efter sommerferien.

--

Og med det vil jeg slutte af med at sige:

Tak fordi I valgte IUC, tak fordi I viste os tilliden, og tak fordi I fulgte med hele vejen. 

Tillykke med jeres eksamener hver og en, og så ønsker vi jer alt godt på den videre rejse, som venter på jer.