Af Bruno Ostenfeldt Jensen 

Når man ser på den politiske kultur i Ikast-Brande Kommune i dag, er det værd at huske, hvordan den blev til.

Sammenlægningen af Ikast, Brande og Nørre Snede var ikke en harmonisk proces. Den kom efter mislykkede fusionsforslag, folkeafstemninger og så store uenigheder, at staten til sidst måtte sende en opmand ind for at få en aftale på plads. Det lykkedes først i 2005.

Derfor blev kommunalvalget i november 2005 et helt særligt valg. Det var valget til den nye kommune, som først trådte i kraft 1. januar 2007. Den politiske kurs blev altså lagt allerede i 2005.

Efter valget indgik Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en konstitueringsaftale om magten i den nye kommune. På tværs af blokke fandt de sammen i et flertal, der sikrede borgmesterposten og de tunge udvalg.

I Brande havde den siddende borgmester fået et stærkt personligt valg. Mange borgere forventede derfor, at Brande ville få en central rolle i den nye kommune. Men konstitueringsaftalen blev lavet uden om de forventninger. Borgmesterposten gik til en kandidat fra Ikast, og flertallet sad tungt på magten fra starten.

Det udløste demonstrationer og vrede i Brande. For mange blev det et symbol på, at den nye kommune ikke blev et ligeværdigt samarbejde, men en konstruktion styret gennem politiske aftaler om magten.

Det satte en politisk kultur fra begyndelsen.

Siden har vi igen og igen set de samme partier finde sammen om magten. Roller har skiftet, men mønstret har ofte været det samme. Brede konstitueringer og aftaler i midten har præget styringen af kommunen.

For borgerne har de politiske forskelle i mange år været svære at få øje på. Når de samme partier igen og igen finder sammen i konstitueringer og forlig, udviskes forskellene i praksis. Det kan være svært at se, hvem der egentlig står for hvad, og hvilken retning kommunen reelt bevæger sig i.

Når alt afgøres i de samme aftaler, og de samme partier fordeler poster og udvalg mellem sig, så kommer taburetterne let til at fylde mere end politikken. Det skaber en kultur, hvor det vigtigste bliver at sidde med ved bordet, frem for at stå fast på en politisk linje.

Kritik og uenighed bliver ofte affejet som støj eller manglende samarbejdsvilje. Men i et demokrati er uenighed ikke et problem. Det er selve forudsætningen for, at borgerne har et reelt valg.

Hvis forskellene mellem partierne forsvinder, og beslutningerne alligevel bliver de samme, uanset hvem der sidder på posterne, så udhules tilliden til det lokale demokrati. Så handler politik ikke længere om retning og værdier, men om fordeling af magt.

Borgerne har krav på tydelige politiske forskelle, ærlige prioriteringer og åbne debatter.
Ikke bare nye konstitueringer, hvor de samme partier igen deler posterne mellem sig.