Rejsebrev 2. Tjekkiet.  

Fra byen Rokytnice går vi videre ind i Ørnebjergene (Orlické Hory) og dermed mod grænsen til Polen. Denne grænse kan krydses, uden at man ser skyggen af en grænsebetjent. Indtil 1938 var det grænsen til Nazityskland – og derved en ganske anden og mere alvorlig sag. 

I 1930’erne var Tjekkoslovakiet verdens tiende vigtigste industriland. Blandt meget andet på grund af de store Škoda-fabrikker i Plzeň og i Mladá Boleslav (hvor de stadig findes) , som producerede biler og militært isenkram til hjemmebrug og eksport. Alt dette ville Nazityskland og landets diktator, Adolf Hitler, meget gerne have fingre i. I foråret 1938 var Tjekkoslovakiet sydlige nabo, Østrig, blevet ’tilsluttet’ Tyskland (Herr Hitler var jo egentlig østriger, født i Braunau ved Inn-floden). Det betød, at Tjekkoslovakiet nu var ”omringet” af Tyskland på tre sider. Hertil kommer en vigtig detalje: 

Området her var en del af det såkaldte Sudeterland (opkaldt efter bjergkæden på grænsen mellem Polen og Tjekkiet). Disse områder var dengang tysk-tjekkisk grænseland og befolket af ganske mange tysktalende – flere steder var de tysktalende i overtal før anden Verdenskrig. Det var ikke noget problem, før nationalismen fik tag i folk i 1930'erne. Nazityskland fremsatte den tese, at det var helt naturligt, at Sudeterlandet kom "hjem til Tyskland". Det gik den engelske premierminister , Neville Chamberlain, så med til i München-aftalerne i september 1938 - mod at den tyske diktator Adolf Hitler skrev under på ikke at ville fremkomme med flere territorialkrav.  

At Storbritannien (og Frankrig) på den måde fratog Tjekkoslovakiet godt 22.000 km², glemte man ikke lige med det samme. De tysktalende indbyggere i Sudeterland /Tjekkiet (mange kom faktisk fra Østrig) var flyttet dertil fra 1200-tallet og frem - inviteret af den bøhmiske konge Otakar 2. Premysl, bl a for at hjælpe med at modernisere landbruget.  

I 1990 havde min søster den første af mange udenlandske medhjælpere på gården. Han hed Alfréd og var af gammel tysktalende bondeslægt fra området ved Kravare (Deutsch Krawarn på tysk). Han så på det tidspunkt frem til at få sin families jord tilbage. Efter krigen, i 1945-46 blev ca 2,4 millioner tysktalende fordrevet fra Tjekkiet/ Sudeterområderne - og jorden blev selvfølgelig taget fra dem. 

 Tilbage til Ørnebjergene, hvor vi befinder os.  Det daværende Tjekkoslovakiet var selvfølgelig helt klar over faren ved at ligge så tæt på et aggressivt Tyskland. Så i 1930’erne fik man meget travlt med at bygge meget stærke forsvarsværker en 5-10 km bag grænsen – og nogle af dem kommer vi forbi på vores vandring. Der er især tale om bunkers af forskellige størrelser, som lå næsten på linje i landskabet. De største er såkaldte infanteribunkers, som havde en besætning på 37 mand og var bestykket med to 4 cm antitank-kanoner, 6 tunge og 6 lette maskingeværer. Sammen med mindre bunkers og tankgrave gjorde de det meget svært fremkommeligt for eventuelle tyske kampvogne. 

Men ak, det var spildte anstrengelser, da Nazityskland i september 1938 fik foræret alle landets grænseområder – og ikke mindst nogle af de mest industrialiserede områder i landet. Hertil kom, at Polen tog jernbaneknudepunkterne ved Bohimín og Těšín og Ungarn tog hele den sydlige del af Slovakiet. Tilbage lå et lemlæstet Tjekkoslovakiet, og i foråret 1939 tog Nazityskland uden videre det vi i dag forstår som Tjekkiet (og indsatte en marionet i Slovakiet). 

Alt det kan vi tænke på, mens vi vandrer mod den ubevogtede grænse, der her udgøres af floden Divoká Orlice – og glædes over, at Europa for første gang nogen sinde ser ud til at holde fred og holde sammen. Noget, der i dén grad vil blive brug for.