Rejsebrev 5. Tjekkiet/Polen. 

På vores 7. vandredag starter vi ud fra kurbyen Ladek-Zdrój (tysk: Bad Landeck), Polens ældste kurby. Vi kom dog ikke på kur; men vi benyttede os af, at vi havde eget køkken og et supermarked i nærheden. Vi handlede ind til aftensmaden (hakket kød, kartofler, gulerødder, tomat, agurk, to bananer, 200 gram smør, to øl og en plade chokolade for 28 Zł (55 kr!)). 

Næste dag skal vi forbi byens flotte posthus fra 1912 – min makker sender postkort hjem til børnebørnene. Derefter op ad bakke – som altid om formiddagen – mod grænsen til Tjekkiet. Vi snupper 375 højdemeter og når op på 800 moh på selve grænsen. Vi kan faktisk ikke se grænsen - bortset fra på mapy.com, vores online korttjeneste. Så vi fortsætter bare på stien, som nu går nedad, stort set resten af vejen de godt 8 km til Javorník (2.600 indbyggere). 

Mange steder fungerer vore forud bookede indkvarteringer på den måde, at vi får en nøgle fra en boks, som åbnes med en kode, som man får tilsendt samme dag. I Javorník er der bare ikke nogen boks ved gadedøren på den oplyste adresse. Vi ringer på mobilen til et oplyst nummer, men forbindelsen forsvinder ret hurtigt. Pludselig kommer en ung kvinde hen og spørger, om vi har problemer. Hun (og kæresten, som holder i en Mercedes kassevogn lidt henne ad gaden) bor åbenbart i nærheden og vil gerne hjælpe. Vi ryger ind på bagsædet og så på en tur rundt i den lille by, til vi så at sige kommer til bagindgangen til ejendommen, hvor vi skal bo. Vi siger mange tak og i det samme dukker værten, en trivelig ældre mand, op. Det bliver selvfølgelig bemærket i vurderingen på booking.com - at man faktisk skal ind fra gaden Skolní (Skolegade) og ikke fra hovedgaden. 

Vores 8. vandredag begynder med en togtur på ½ time fra Javorník til den lille station Vápenná. I Tjekkiet – og i det nordlige Morava, hvor vi befinder os – er der stadig mange lokalbaner til og fra de små byer. De betjenes med moderne materiel med de tjekkiske statsbaners slogan:  “Jedeme v tom spolu” (”Det her er vi sammen om”). Den halve times togtur til Vápenná koster 8 CZK (2,50 kr (!)) for os to pensionister. 

Vi er nu så småt på vej ind i Hrubý Jesenik bjergene. På tysk kalder man dem Altvater Gebirge (Gammelfar-bjergene) med bjerget Pradéd som det højeste punkt (1.491 moh). I dag går vi dog kun 400 højdemeter opad (og 200 ned). Vort første mål er den lille togstation Horní Lipová. I nærheden af den ligger Lipová Lázne, endnu en kurby, som man sagtens kunne have brugt nogle dage på at blive forkælet i. Det må blive en anden gang, nu er det vandring med stort V, der er på programmet. Fra Horní Lipová tager vi igen toget en kort tur til Ramzová, et decideret vintersportssted. 

À propos vintersport, så er ishockey jo stort her i Tjekkiet. Ved ankomsten til hotellet, Ramzovské Sedlo, skal vi udfylde et dokument med personlige oplysninger (det er vist en rest fra tiden før murens fald, hvor myndighederne skulle vide præcis hvor man var og hvor længe), og da hoteldirektøren ser, at min makker bor i Herning, udbryder hun HERNING! - dér har hun været og se ishockey med sin mand! At dømme efter hendes udtryk, har det været en god oplevelse at være i Midtjylland. 

Næste dag skal vi over bjergene og ned på den anden side til Kouty ved Desna-floden. Og bjergene, det er toppene Serák (1.351 moh) og Keprnik (1.423 moh). Vi “snyder” lidt i dag, for jeg har hjemmefra set, at der går stolelifte de 600 højdemeter op til Serak. Og dem skal vi med. Da vi nærmer os dalstationen, hvor vi skal med fra, kommer en kvinde os imøde og spørger, om vi da ikke skal med liften? Den kører nemlig kun ved mindst 4 passagerer. Jo, det skal vi da, sammen med hende og hendes mand – og vi sparer således hinanden for en strabadserende vandring op over bjerget denne dag. 

På Keprnik er vi netop over trægrænsen og har en fin-fin udsigt. Resten af turen til Kouty togstationen går nedad – hele 800 højdemeter! En udfordring for benmuskler og knæ, ikke mindst fordi meget af ruten er en smal sti med klipper og sten. Nok turens hårdeste etape, hvor hvert skridt indebærer en risiko for fejl og fald. I Kouty holder toget med aircondition og behagelige stole og venter på os. Og efter 10-12 minutters togkørsel er vi i Loucny, hvor indehaveren i Penzion Oaza viser os til rette og aftensmaden lander hos os på verandaen, inden vi får talt til tre.