Danmark misinformerer EU og befolkningen om naturens tilstand i skovene
LÆSERBREV af Niels Juhl Bundgaard
tidligere statsskovrider, Ph.D
Formand Bevar de Danske Skove
Fløvej 17, 7330 Brande
Telefon: 40463834
E-mail: n9buje@gmail.com
Politisk styrede indberetninger om skovnaturen er på foranledning af Danmarks Miljøundersøgelser og senere Nationalt center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet foregået på baggrund af målemetoder, der siden 2013 har nedvurderet skovenes naturtilstand i strid med EU’s regler og vejledninger. Der er sket alvorlige fejlskud på naturområdet, som det nye Folketing bør rette op på.
Selv om PhD i biodiversitet, Erik Buchwald i 2024 fremlagde dokumentation for de fejlagtige metoder, har hverken miljøministeren eller Minister for Grøn arealomlægning og Vandmiljø gjort noget for at rette fejlene. Derfor er også indberetningen til EU i 2025 en utroværdig nedvurdering af skovene og ikke sammenlignelig med indberetninger fra andre lande, der måtte følge EU’s regler og retningslinjer.
Indberetningerne til og med 2007 fulgte EU’s habitatdirektivs krav for de 9 danske skovnaturtyper.
Erik Buchwald beskriver i sit baggrundsnotat hele forløbet omkring skiftet af metode i indberetningerne samt de konflikter, det medførte med eksisterende regelsæt. For eksempel viste det sig, at DCE i stedet for at følge den i bekendtgørelse fastsatte klassificeringsmåde havde udformet en helt ny såkaldt multikriterie-model for klassificering af skovtilstand. Det betød, at man blandt andet inddrog kriterier for skovens drift, alder, struktur, dødt ved og andre arter end bundfloraen, hvilket i EU’s retningslinjer udelukkende er relevant for en urskovsagtig naturtype uden menneskelig påvirkning. Den nye model afveg på afgørende punkter fra både bekendtgørelsen, rapportens kriterier, direktivets krav og fra EU's vejledninger. Alligevel valgte den daværende miljøminister Ida Auken at bruge den uautoriserede model fra DCE til indberetningen.
Ifølge Erik Buchwald får man misvisende resultater, hvis man benytter DCE´s målestok. Konklusionen er, at det ikke er muligt at bruge metoden til at vise forbedringer skabt af f.eks. politiske beslutninger om mere urørt skov, naturnationalparker m.v. Med den danske målestok, der blev brugt i 2013 og 2019, vil god tilstand ikke kunne opnås selv på 100 år og måske aldrig.
Det kalder på en second opinion!
Indberetningerne efter den særlige DCE-model blev sammen med misvisende Rødlister brugt i en intensiv kampagne for at vise både den danske befolkning og EU-Kommissionen, at dansk naturbeskyttelsespolitik havde fejlet. Det blev bagtæppet for den ”redningsaktion”, som blev gennemført med Natur- og biodiversitetspakken i 2021, hvor den hurtige løsning på alle naturmæssige udfordringer blev til naturnationalparker og urørt skov kombineret med en altfavnende rewildingideologi.
EU har i 2024 indført en ny forordning om naturgenopretning med tidsfrister for opnåelse af gunstig status. Derfor skal Danmark nu aflevere en naturgenopretningsplan til EU, hvor der for bl.a. skovnatur i ugunstig tilstand skal kunne måles resultater af en indsats.
Når den politisk sanktionerede vurderingsmodel fortsat anvendes og umuliggør opnåelse af god tilstand i skovnaturen i Danmark, bliver udfordringen stor, ikke mindst, fordi de valgte virkemidler netop reducerer de beskyttede naturtyper.
Mange ytrer sig med ønsker om snarest at gennemføre en indgribende omlægning af vores naturbeskyttelseslovgivning gennem en ny biodiversitetslov, byggende på et nyt natursyn.
Bevar de danske Skove opfordrer til, at der ryddes op i de fejlbehæftede opgørelser over dansk naturs tilstand, så der kan foreligge et retvisende billede af naturen, når behovet for ændring af lovgivningen skal vurderes.
Folketinget bør ikke pådrage sig yderligere medansvar for et altødelæggende fejlskud på naturområdet, men sikre en åben og fagligt velfunderet proces samt inddragelse af relevante samfundsinteresser f.eks. via en bredt sammensat naturbeskyttelseskommission.
