Skulderklap til kommunen for at blive mere langhåret!

Af Maria Mosegaard Mortensen, forperson i DN Ikast-Brande og medlem af hovedbestyrelsen i DN

Et stort skulderklap skal gives til Ikast-Brande Kommune for forvaltningen af vores græsarealer og grøfter, hvor græsset får lov at gro og blomsterne titter frem. Det giver ikke bare bedre vilkår for de ellers så pressede insekter og sommerfugle, men giver også os lokale noget smukt og varieret at kigge på her i sommeren og en fornemmelse af grønne åndehuller. 

 

Vi står i en biodiversitetskrise, arter forsvinder som aldrig før. Det er ikke kun et internationalt eller nationalt fænomen – det foregår også helt lokalt uden for vores vinduer lige her i kommunen.

 

Et godt eksempel er sommerfuglene, hvor en række arter, der før var talrige i hele landet, nu er forsvundet fra både Ikast-Brande og Danmark.

 

Heldigvis er det simpelt at hjælpe arterne, og det gør mange kommuner i dag. Her i vores kommune får insekterne og sommerfuglene også en udstrakt hånd. Når forvaltningen lader græsset gro på mange af vores grønne by-arealer, rundkørsler, grøfter mv. og giver de vilde blomster en chance for at rejse sig mod lyset, så skaber man nemlig levesteder og føde for de pressede sommerfugle.

 

Her kan græsrandøje finde nektar på blomsterne og lægge æg på det høje græs. Pragtbuksebi kan finde pollen på de smukke gule kongepen, som dens larver kan spise.

 

Kortklippede plæner, hvor græsset holdes permanent nede, er som ørkner for insekter – her er der ingen mad eller vilkår for at leve. Men det kan hurtigt ændres, hvis man giver arealet en chance.

 

Derfor glæder det mig, når jeg bevæger mig rundt i Ikast-Brande Kommune og ser vilde og blomstrende rundkørsler, grøfter og parker. Jeg kan anbefale at slå et smut forbi den gamle Vestre

Skole en sommerdag, hvor der er fuld af vilde hjemmehørende blomster – læg mærke til, hvor meget liv, der er!

 

Tak for at gøre kommunen lidt mere langhåret!

Kommentarer

Ja det er fint, men hvad med allergi, det har aldrig været mere slemt, nej få nu slåer rabatter og andre vild marker

 

Kære Benny, allergi skal vi tage alvorligt og prøve at håndtere. 
MEN skal vi udrydde naturens arter for at undgå allergi? Så vi fik allergien til at forsvinde, for alt liv forsvandt på kloden, herunder jo vi mennesker….

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul