Et flertal af Børne- og Undervisningsudvalget i Ikast-Brande Kommune bestående af medlemmerne valgt for Konservative, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti besluttede i april at afbryde brugen af neurofeedback (NF) som metode i kommunen.

Den beslutning kom som et lyn fra en klar himmel for os. Vi er forældre til et barn, der dermed fik afbrudt et behandlingsforløb, der ellers havde givet gode resultater. Derfor kontaktede jeg i første omgang selv udvalgets medlemmer i håb om at få en forklaring på beslutningen. I referatet fra udvalgsmødet kunne jeg nemlig læse, at der ikke var enighed i udvalget - og at forvaltningen (området, som det hedder i Ikast-Brande Kommune) ikke var enige i beslutningen.

Jeg kunne også læse i referatet, at der henvises til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som siger, at de ikke tilråder at bruge metoden til børn og unge med autisme, da der er ikke findes evidens for effekten. Nuvel. I samme referat kan også læse, at Socialstyrelsen melder om god effekt for mennesker med ADHD. På Socialstyrelsens hjemmeside omtales metoden som en “gavnlig velfærdsteknologiske løsning til bl.a. planlægning af hverdagen og afstresning”.

Deri synes jeg, der er et paradoks, der sætter beslutningen i et mærkværdigt lys. Hvad ved medlemmerne af udvalget, som Socialstyrelsen ikke ved?

Jeg fik 2 skriftlige svar. 1 fra formanden fra udvalget, der udtalte sig på vegne af flertallet, og 1 fra de 2 medlemmer, der stemte imod.

Efter den korrespondance sendte jeg sammen med andre forældre til børn/unge, der enten har været i - eller har afsluttet et NF-forløb - et åbent brev til byrådet. Heri kunne byrådet læse personlige beretninger om vores (positive) oplevelser med metoden. Derudover spørger vi også til, hvordan det kan være, at man som politikere går stik imod personalets indstilling? Vi fik et par svar fra enkelte byrådsmedlemmer. Det er vi glade for - også selvom vi ikke nødvendigvis deler deres holdninger.

I Herning Folkeblad den 7/5 kan jeg så læse et interview med Simon Vanggaard, hvor han udtaler sig om beslutningen. Han står fast på den - og kalder metoden for “alternativ behandling”.

Igen ved han altså noget, som Socialstyrelsen ikke ved. Han går endda så vidt som at bede forvaltningen om en redegørelse for brugen af NF i Ikast-Brande Kommune. Det drejer sig om 91 afsluttede forløb. Som forælder til et af de 15 børn, der har fået afbrudt deres forløb, synes jeg ærlig talt, at tiden og ressourcerne er bedre brugt på at få afsluttet dem ordentligt end på en redegørelse, hvis formål er svært at forstå, når nu beslutningen er truffet af et udvalg med en formand, der er sikker på, at det er den rigtige beslutning.

Simon Vanggaard stiller også spørgsmålstegn ved den effekt behandlingen har. Han citeres for at sige, at medarbejdere og forældre har “følt”, at de har haft en effekt.

For os handler det ikke spor om følelser. Det handler simpelthen om, at vores barn (der i parentes bemærket hverken er på autismespektret eller har ADHD) har fået det markant bedre – og nu kan undvære sin medicin. Det behøver ingen - heller ikke en udvalgsformand - at stille spørgsmålstegn ved.

Morten Colbert

Grarup