Nej til endelig godkendelse af lokalplan 415 for Christiansminde

Lars Lyhne

På byrådsmødet den 10. oktober stemte jeg som den eneste imod at godkende omhandlende lokalplan.

Jeg har i et høringssvar redegjort for, hvorfor jeg er imod godkendelsen, men ridser lige op omkring det.

Den altovervejende grund er min frygt for sikkerheden ad Hyvildvej, og dermed også forbikørsel ved Artium skole, hvor flere hundrede skoleelever og ansatte dagligt har deres gang og dermed også i stort omfang færdes på Hyvildvej.

I forbindelse med udstykninger, herunder Christiansminde, burde man efter min mening have sikret skolevejen, altså Hyvildvej, i langt større grad end tilfældet er.

Der er ikke et fodgængerfelt, Torontolys eller andet der indikerer, at her er en skole, og jeg vurderer færdselssikkerheden som særdeles mangelfuld.

Nu begynder man så inden for kort tid udstykning af byggegrunde på Christiansminde, Brande syd og formentlig også syd for Lars Nielsens Vej.

Det vil afstedkomme massiv kørsel af tung trafik ad Hyvildvej og dennes sideveje.

Vi taler om flere tusinde vogntog, der via Hyvildvej kører til og fra med jord, sand, byggematerialer osv. Dette vil formentlig stå på i flere år, 5-10 år er et forsigtigt bud.

Derfor vil jeg også lige nævne, at byrådet for omkring 10 år siden afsatte et beløb til en fordelervej netop for at aflaste trafikken gennem Brande, herunder også Hyvildvej. Denne vej blev netop foreslået til at skulle aflaste Brande syd, når det engang bliver aktuelt, hvilket vi med hastige skridt nærmer os.

Beløbet bliver hvert år bare skubbet videre til bedre tider. Jeg mener, at det må være nu, man træder i karakter og får etableret en vej til glæde for de fleste. Hvor længe skal vi vente på vejen? Jeg har spurgt, men har endnu ikke fået et brugbart svar. Denne vej kunne være fødevej for alt nybyggeri i forbindelse med de kommende udstykninger.

Jeg ved ikke, om dem, der påtænker sig at købe byggegrunde, har tænkt over, at deres egne børn og evt. børnebørn skal køre spidsrod mellem lastvognstog og anden massiv trafik, hvoraf flere af disse ikke er stedkendte, hvorved der også lettere opstår farlige situationer.

Hvis man tolker det således, at jeg er imod udvikling, er det forkert forstået, men jeg fastholder, at jeg på intet tidspunkt kan stemme for, at man giver los for øget færdsel via Hyvildvej de næste mange år ud i fremtiden.

Derfor valgte jeg at stemme imod, velvidende at min stemme ikke får nogen betydning, men dog en tilkendegivelse af min utilfredshed.

Det vigtigste for mig er, at man kan færdes sikkert til og fra skole og arbejde eller bare generelt; det gør man efter min mening ikke ved den løsning, der er valgt.

Jeg hilser alle nybyggere velkommen; de kan ikke gøre for, at der efter min mening er truffet en forkert beslutning.

 

Lars Lyhne, byrådsmedlem for Venstre

Enkehøj 49

Kommentarer

Hej Lars.

Jeg forstår til fulde hvad du skriver, jeg forstår til fulde problemet med trafik på Hyvildvej, nu og i særdeleshed i fremtiden. Det skulle man måske have haft in mente før plaseringen af Artium blev vedtaget. Nu er Artium her, en flot og, tror jeg, velfungerende skole som ligger fint i samklang med hallerne. Hvis man stiger op i en helikopter og ser på Brande, ville den aflastningsgade du omtaler, være en god ide, går ud fra den går fra Hyvildvej til Sønder Ommevej, måske med en afstikker ned forbi BIF så man kunne lede busser og privatbiler med skolebørn, den vej ind på den gamle parkeringsplads ved det daværende lægehus, der er masser af plads, eller fra Storegade-Ågade, væk fra Hyvildvej. Dernæst kunne tilkørslen til Kristiansminde ske vi vejanlæg ned over Serup Olesens plads, bro over bækken og så er man på Kristiansminde. Måske tåbelige tanker, men noget må gøres.

I 1978, da jeg købte byggegrund på Lars Nielsens Vej, var den omtalte vej tegne ind på kortet. Så den må have været med på udstykningsplanen fra omkring 1974. Altså 1974! Ros til Lars for at være en lokalpolitiker, der melder en holdning klart ud.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

BrandeBogen 2023