Planer om Sandfeld-mølle forkastet

Visualisering af vindmøllen set fra en nabo ved Engebækvej (illustration fra sagsbeskrivelsen/Ikast-Brande Kommune).

Ikast-Brande Kommunes Klima-, natur- og bæredygtighedsudvalg har sat en stopper for Siemens Gamesas ønske om at flytte en allerede nedtaget 7 MW testvindmølle fra Østerild til Sandfeld vest for Brande.

For et år siden besluttede et byrådsflertal udenom Fælleslisten ellers at igangsætte planlægningen for den 197 meter høje havvindmølle og et tilhørende power-to-X-anlæg, og på det daværende byråds sidste møde lige før jul besluttede det samme byrådsflertal med undtagelse af Kirsten York Helms (K) og Bo Sand Kristensen (DF) efter en længere debat at sende et idéoplæg i høring.

På baggrund af dette var der blevet udarbejdet et forslag til tillæg til kommuneplanen og et forslag til en lokalplan for området, som ikke i forvejen er udlagt til vindmølleområde.

Meningen var, at forslagene skulle sendes i offentlig høring i perioden fra den 29. juni til og med den 31. august, og at der skulle afholdes et offentligt borgermøde om planerne d. 18. august.

Det bliver imidlertid ikke aktuelt: Udvalget besluttede efter en indgående drøftelse, at det ikke kunne godkende planerne om at flytte møllen til Sandfeld.

De tre tilstedeværende udvalgsmedlemmer, Kasper Pauli Pedersen (S), Andreas Würtz (V) og Dina Raabjerg (K) var enige om, ”at de klima- og forsyningsmæssige gevinster ikke i tilstrækkeligt omfang kan opveje de konsekvenser, som opstilling af en enkeltstående mølle i en højde på op til 197 meter har. Det være sig visuelt, nabomæssigt samt påvirkninger på natur- og landskabsoplevelsen”, fremgår det af referatet af udvalgets møde.

Læs mere om sagen i Brande Bladet tirsdag.

 

Kommentarer

En fantastisk god og fornuftig beslutning... Nu må vi håbe, at den samme fornuft indfinder sig, når udvalget skal tage den endelige beslutning om de 9 møller ved Kratlund plantage. På forhånd tak.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul