Solen står stadig lavt over sportshallen, og klokken har kun lige rundet 09.00 på formiddagen. Udenfor ligger morgenduggen stadig lidt på græsset, og inde i den store hall er luften kølig og præget af lyden af metalkasser, der rulles over trægulvet, og tunge tæpper, der trækkes til side.

Af Peder Fenger

Der er ingen varm fryd, ingen funklende projektører endnu – og absolut ingen duft af friske popcorn. Og alligevel rammes man alligevel af noget i samme øjeblik, man træder ind i hallen, hvor Cirkus Mascot er i fuld gang med at gøre klar til dagens forestilling.

En usynlig tidsmaskine, der øjeblikkeligt trækker tråde tilbage til barndommen. Til dengang man gik tæt ved siden af sin far og mor, holdt en voksen i hånden og mærkede den der helt særlige, uforklarlige sommerfuglesus i maven. Lukker man øjnene i blot to sekunder midt i morgengråvejret og den tomme hall, melder minderne sig med det samme – og med dem kommer den velkendte, søde duft af varme popcorn, som var de lige blevet hældt op i et kræmmerhus ved siden af én.

Midt i denne tidslomme af minder og praktisk formiddagsarbejde står Marianne Deleuran.

Hun har gang i morgenens første opgaver, og sønnen Daniel skubber en udstyrskasse på plads, mens han tjekker dagens tidsplan på sin telefon. Alt ånder af den dybe, velsmurte rutine, der har kendetegnet Cirkus Mascot gennem 32 år.

Men selvom morgenen ligner enhver anden formiddag på turnéen, hviler der en særlig alvor over rummet. Denne sæson bliver den allersidste på landevejen.

Det var i april, at beslutningen ramte som et lyn fra en klar himmel. Sønnen Daniel, der har været en del af Cirkus Mascot fra han var fire år gammel, kom til sin mor med en udmelding, der ændrede alt.

– Han sagde til mig: "Mor, jeg synes, det her skal være vores sidste sæson. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave noget andet, inden jeg fylder 40, noget, hvor jeg bare skal på arbejde, når jeg er på arbejde, og have fri, når jeg har fri," fortæller Marianne.

Selvom hun sagtens kunne forstå ham, var sandheden svær at sluge lige med det samme.

– Uanset om jeg var enig med ham og kunne se det fornuftige i det, var det for mig som at få en stegepande i hovedet. Jeg blev fuldstændig slået ud over at skulle se i øjnene, at det her var den sidste sæson. Der gik et par måneder, hvor vi ikke måtte sige det til nogen endnu, og det var ikke særlig rart at gå med selv, husker hun.

I dag har følelserne fundet et nyt leje. Frygten for at miste er erstattet af en afklarethed om, hvad familien overgår til.

– Nu har jeg vænnet mig til det, og man begynder at tænke anderledes. Hvad er det, jeg slipper for, i stedet for hvad er det, jeg mister? Gennem 32 år har der været så mange ting, hvor man tænker: Hvorfor er det lige, vi skal udsættes for det her?

Smilende tilføjer hun, at toppen af listen over ting, hun aldrig kommer til at savne, er det bureaukratiske besvær med at søge arbejdstilladelser til udenlandske artister:

– Det står helt øverst, siger hun med et glimt i øjet.

Historien om Mascot begyndte dengang i 1994. Efter at have afprøvet cirkuslivet et par måneder i 1991 kørte Marianne og hendes daværende mand, Jess, til Tyskland for at lade sig inspirere af de mange tjekkede familiecirkusser dernede. De faldt over Cirkus Robinson ved Hamburg, indgik et samarbejde og sprang ud i det. Det blev starten på 27 år med det klassiske cirkustelt på farten, indtil de i 2022 pakkede teltet sammen og rykkede forestillingerne ind i sportshallerne.

– Det har været en kæmpe succes for børnefamilierne. De små skal ikke sidde i gummistøvler og regnfrakker, og hvis en af ungerne ikke kan sidde stille i halvanden time, kan de gå ned i den anden ende og lege, uden at familien behøver at tage hjem, forklarer Marianne.

Men branchen har ændret sig, og publikumstallet har svigtet en smule overalt. Selvom Mascot modtog støtte fra finansloven, stoppede det blot et hul for en stund.

– Det er ikke måden at drive cirkus på, hvis man bare skal sidde og vente på næste portion tilskud for at overleve. Vi skal gerne kunne klare os selv, slår Marianne fast.

For familien har cirkus ikke bare været et job; det har været en ramme om hele livet. Sønnerne Andreas og Daniel voksede op på landevejen, og selvom det krævede sine afsavn i forhold til klassekammeraterne derhjemme i vinterkvarteret i Roslev, har det smedet bånd, som intet kan slide op.

– Vi er så sammentømrede i vores familie. Vi betyder alt for hinanden, fortæller Marianne, som med de ord nærmest får lidt våde øjne.

Når tæppet falder for sidste gang den 18. oktober 2026, venter en helt ny hverdag. Daniel flytter til Snejbjerg for at starte et nyt kapitel i det civile liv.

– Han har jo aldrig prøvet at være flaskedreng eller gå med aviser – alt hans arbejde har ligget her. Så han skal til at prøve noget helt nyt, og jeg ser da frem til, at der måske bliver tid til, at han finder en sød pige, så der kan komme nogle børnebørn på et tidspunkt, smiler Marianne og kigger op for at se, om Daniel mon hørte, hvad hun sagde.

Marianne selv kommer dog på ingen måde til at sidde stille. Hun er ved at starte et lille hjemmeservicefirma op i Roslev, og dyrene slipper hun aldrig. Bl.a. cirkussets 10 hunde, 2 på pension og 8 i fuld vigør, bliver ved hendes side, og hundeshowet er allerede en efterspurgt begivenhed.

– Jeg tager ud på demensplejehjem med hundene. Vi laver et lille show på otte minutter, og bagefter får de demente lov til at sidde og snakke med hundene i et kvarter. Det giver mig så utrolig meget, og hundene elsker det, fortæller hun varmt.

Men her til formiddag i sportshallen glæder man sig til forestilling. Duften af varme popcorn er ikke sat over endnu, men er snart klar til at strømme ud mod alle dem, som har købt billet – alle de forventningsfulde børn, forældre og bedsteforældre.

– Det, jeg håber, publikum vil huske Cirkus Mascot for, er glad underholdning. At det var en tradition, de vil komme til at savne. Vi er oppe at spille for tredje generation nu, hvor bedsteforældre kommer med deres børnebørn og kan huske, da de selv var her som børn. Det er helt fantastisk, siger Marianne.

Solen skinner højere ind ad vinduerne i hallen, manegen tager form, og mon ikke hundene bjæffer dæmpet af spænding. Cirkus Mascot gør klar til endnu en forestilling – og til at aflevere de allersidste, uforglemmelige minder i et kapitel, der har beriget tusindvis af børnefamilier gennem mere end tre årtier.

Cirkus Mascot slutter sæsonen den 18. oktober, men man når lige at besøge Brande inden, nemlig den 11. oktober kl. 15.00.