Skip to main content

Budgettet vedtaget

Frank Heidemann Sørensen

Fem kvarters politisk skyttegravskrig flyttede helt som forventet ikke et komma i det budgetforlig, de fire borgerlige partier og lister har indgået udenom Socialdemokratiet.

Budgetforliget betyder blandt andet, at skatteprocenten på 25,1 % fastholdes uændret, og at den ene procent, som de kommunale institutioner i henhold til Ikast-Brande Kommunes økonomiske politik (som også er vedtaget udenom Socialdemokratiet, red.) skulle effektivisere med årligt i de kommende fire år, bliver halveret i 2021 og 2022 og helt bortfalder i 2023 og fremefter – medmindre et nyt byråd beslutter noget andet til den tid.

Debatten kom derfor mest til at handle om, hvornår i forløbet Socialdemokratiet havde forladt forhandlingerne, og om der reelt er tale om et velfærdsløft, når man først fjerner cirka 17 mio. ved at effektivisere og kun fremskrive budgettet med halvdelen af effekten af den demografiske udvikling for derefter at tilføre andre 20 mio. kroner.

Socialdemokratiets alternative budgetforslag omfatter udover en total afskaffelse af effektiviseringsbidraget og fuld fremskrivning i forhold til demografien blandt andet sammenlægning af administrationen i Ikast og dermed en lukning af administrationsbygningen i Nr. Snede, renovering af skolerne i Ejstrupholm og Engesvang og opførelse af yderligere 24 plejeboliger i forbindelse med Bøgildlund i Ikast.

Desuden er socialdemokraterne desuden ikke tilhængere af at forøge fagudvalgenes puljer, da det vil medføre øget administration, når de respektive institutioner skal søge om pengene.

Ironisk

De fandt det desuden ironisk, at det er en socialdemokratisk regering, som endelig er lykkedes med at gennemføre en udligningsreform, der belønner Ikast-Brande Kommune med et tocifret millionbeløb, som de så – ifølge deres udlægning af forhandlingsforløbet – ikke har fået mulighed for at påvirke fordelingen af.

På den modsatte fløj var der – naturligt nok – udbredt tilfredshed med budgetforliget, som Venstres Palle Høj eksempelvis kaldte ”et fornuftigt budget i en usikker situation”.

- Det er herligt, som den socialdemokratiske regering har reddet os. Lad os hylde den store leder, som har reddet os med de penge, skiftende borgerlige regeringer har skaffet gennem 20 år, lød det sarkastisk fra Dansk Folkepartis gruppeformand, 1. viceborgmester Simon Skipper Vanggaard, som også kunne bekræfte, at ”nogle af midlerne omfordeles til de områder, der har størst behov".

- Det troede jeg var god socialdemokratisk politik, drillede DF’eren.

- Du læser den økonomiske politik, som Fanden læser avisen, fortsatte hans partifælle, Trine M. Kristensen, direkte henvendt til Frank Heidemann Sørensen (S), mens Venstres Lars Lyhne i løbet af debatten næsten var kommet i tvivl om han var til byrådsmøde eller møde i Folketinget.

Flere af forligspartierne mente ikke, at forskellene på de to budgetforslag var store nok til at retfærdiggøre den socialdemokratiske enegang, men det ændrede ikke på, at Socialdemokratiets budgetforslag blev forkastet af de øvrige 17 byrådsmedlemmer, som derefter stemte for det indgåede budgetforlig.

Politik

Skriv en kommentar

The content of this field is kept private and will not be shown publicly.

Annoncer

Annoncer

  • Bents Tæpper
    Bents Tæpper
  • Camp
    Camp
  • Foreningsside
    Foreningsside

    Kalender

    28 Nov.

    Fredagscafe i Sognegården

    Arrangør: Anne Dolmer og Aktivitetsudvalget
    Sted: Sognegården i Brande
    29 Nov.

    Julemarked i Thyregod

    Arrangør: Thyregod Fritidscenter og Thyregod spejderne og Thyregod Skole/FJUK
    Sted: Thyregod Hallen
    30 Nov.

    Familiegudstjeneste i Uhre Kirke

    Arrangør: Sognepræst Rie Mortensen og Uhre Menighedsråd
    Sted: Uhre Kirke
    30 Nov.

    Adventsgudstjeneste i Skærlund Kirke

    Arrangør: Arne Holst-Larsen og Menighedsrådet i Skærlund Kirke
    Sted: Skærlund Kirke
    04 Dec.

    Huskegudstjeneste i Brande Kirke

    Arrangør: Arne Holst-Larsen og Brande Kirke
    Sted: Brande Kirke

    Onlineavis

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.