POLITISK INDBLIK af Bruno Ostenfeldt Jensen

På dagsordenen til mødet i Økonomi- og Planudvalget den 10. marts behandles et initiativretsforslag fra Dansk Folkeparti om at indføre en ordning med borgerforslag i Ikast-Brande Kommune.

Forslaget går i sin kerne ud på, at borgere i kommunen skal kunne stille et forslag, som byrådet bliver forpligtet til at behandle politisk, hvis forslaget opnår et vist antal underskrifter – der nævnes mellem 500 og 1.000.

På papiret lyder det som en styrkelse af lokaldemokratiet. Ideen om at give borgerne mulighed for at rejse sager mellem valgene kan i princippet være et godt redskab. Vi har i Ikast-Brande et stærkt lokalt engagement, og mange borgere følger tæt med i udviklingen af deres lokalsamfund.

Men når man læser forslaget, er der også grund til at stille nogle helt grundlæggende spørgsmål.

For det første er idéen ikke ny.

Da jeg selv sad i byrådet, brugte jeg flere gange initiativretten til at rejse sager og bringe borgernes emner på dagsordenen. Det er netop det redskab, som et byrådsmedlem har til rådighed for at sikre, at spørgsmål, bekymringer og idéer fra borgere kan blive behandlet politisk.

Dengang var Dansk Folkeparti ofte blandt de første til at kritisere den måde at arbejde på. Argumentet lød, at initiativretten blev brugt forkert, og at sager burde komme gennem de normale politiske kanaler.

Der var med andre ord ikke den store begejstring for at enkeltpolitikere – eller for den sags skyld borgere – udfordrede flertallets dagsorden.

Derfor virker det noget paradoksalt, at man nu pludselig ønsker at indføre en ordning med borgerforslag.

Det rejser et naturligt spørgsmål: Er intentionen reelt at styrke borgernes mulighed for at få sager behandlet – eller er der tale om en ordning, der mest af alt kommer til at fungere som en demokratisk facade?

Når man taler om et krav på op til 1.000 underskrifter i en kommune som Ikast-Brande, er der i hvert fald grund til at være opmærksom.

For en almindelig borger uden partiapparat, organisation eller kampagnebudget er det ikke nogen lille opgave at samle så mange underskrifter. Risikoen er derfor, at ordningen i praksis bliver så vanskelig at bruge, at meget få forslag nogensinde når frem til politisk behandling.

Hvis man virkelig ønsker at styrke borgerinddragelsen, bør man i stedet sikre en model, hvor borgerforslag er realistiske at gennemføre, og hvor de fører til en reel politisk debat.

Demokrati handler ikke kun om at have de rigtige ord i et forslag.

Det handler om at skabe reelle muligheder for borgere og politikere til at bringe nye idéer frem, udfordre eksisterende beslutninger og få sager behandlet åbent.

Ellers risikerer vi blot at oprette endnu en ordning, der ser godt ud på papiret, men som i praksis aldrig kommer til at gøre nogen forskel.

Og det styrker hverken lokaldemokratiet eller borgernes tillid til den måde, vi træffer beslutninger på i kommunen.