Vi har modtaget dette skriv vedr. Birgit Pedersens udfordringer:

Birgit Pedersen, Skolestien 1, lejlighed 15 i Brande, har en lammelse i højre side af kroppen og ser ikke særlig godt.

Hun sidder i kørestol, men hun er knivskarp i hovedet, og hendes vilje til livet er stærk.

Birgit siger altid sin mening og holder ikke sine følelser tilbage.

Dette er Birgits opråb for et bedre og mere værdigt liv for ældre, der har brug for pleje og tryghed.

Hun føler en stor afmagt.

“Jeg kommer ikke op til tiden. Der kommer hele tiden nye SOS hjælpere, og det gør mig utryg. Min lammelse bliver værre, og jeg skal fortælle det hele igen og igen, selvom det står på iPad’en.”

Hun understreger, at hun er ked af, at det går ud over personalet.

“Jeg ville ønske, de havde mere tid.”

Der har været tre forskellige SOS-hjælpere hos hende bare i dag. Hun mener, det skyldes, at de har alt for travlt.

Hun fortæller også, at hun bliver utryg, når hun ikke kan forstå personalet ordentligt.

“Det handler ikke om, at de ikke er fra Danmark. Men vi er nødt til at kunne kommunikere sammen for, at de kan hjælpe mig.”

Der gik to år, før Birgit kom ud af lejligheden efter sin indflytning. Hun kæmper stadig med at komme ud selv i kørestol. Venlige frivillige har hjulpet hende med en plade, så hun kan bakke ud af døren, men hun ville ønske, at hun kunne køre forlæns ud som alle andre.

Hun bliver også utryg, når SOS hjælperne ikke præsenterer sig, når de kommer.

“Hvis jeg ligger i sengen og ikke ved, hvem der går rundt i mit hjem, så bliver jeg utryg.”

Birgit kan heller ikke få svar på, om hun kan få bevilget en ekstra times genoptræning for at blive mere selvhjulpen. Hun har selv fået sat en træningsstang op på væggen for at kunne træne mere.

Birgit ønsker sig inderligt mere træning, så hun kan klare sig bedre selv.

Hun har en jernvilje. Hun vil mere, end hun kan, og hun gør alt, hvad hun kan for at hjælpe plejepersonalet med både rengøring og personlig pleje.

Hun ønsker også, at “Til og Fra”-ordningen kunne blive en realitet igen, så hun kunne få hjælp til at komme rundt på plejehjemmet og få et mere socialt liv.

“Så kunne jeg komme mere ud og se, hvad der sker.”

Birgit er heldig at have Gurli ved sin side.

En frivillig, som laver mormormad til Birgit og hendes venner én gang om måneden og hjælper Birgit med mange forskellige ting.

Man kan roligt kalde Gurli en klippe for de ældre på Brandlundparken, en ægte ildsjæl.

Birgit håber, at hendes skriv og opråb fra hjertet får politikerne til at tænke sig rigtig godt om.

Hun ønsker mere fællesskab for de ældre på Brandlundparken, og hun ønsker sig blot én ekstra time med fysioterapi for at blive endnu mere selvhjulpen.

“Det vinder vi alle på,” som Birgit siger.

Derudover ønsker hun sig faste hjælpere, som hun kender og føler sig tryg ved.

“Er det for meget at bede om?” slutter Birgit med et ydmygt smil.

Her oplever Birgit tydeligt udfordringerne ved kommunens Erantis-projekt i virkeligheden. 

Hun mærker konsekvenserne på egen krop hver eneste dag.

Birgit er enormt glad for sin fysioterapeut, som kommer én gang om ugen og træner med hende. Hun betyder utrolig meget for Birgit.

Birgit skriver ikke dette for at få medlidenhed.

“Jeg skriver det her for at få den hjælp, jeg har ret til, og som jeg har kæmpet for hele mit liv, mens jeg var på arbejdsmarkedet. Er det for meget at bede om?

Politikerne siger hele tiden, at de ældre skal have det godt.”