Betty Booze til tops i Særslev

Efter en diskvalifikation i den anden afdeling af Euro-cuppen, som blev afviklet i Holland i forrige weekend, fordi sidelinjen blev overskredet efter knap 80 meter, var Team Betty Booze fra Gludsted klar til lørdagens DM-afdeling i Særslev på Nordfyn, og endelig gik tingene op i en højere enhed for teamet.

Det var første gang, der blev trukket om DM-point i Særslev, efter at banen er blevet godkendt til DTP-træk. Med kun en bane trak afviklingen noget ud, da der var mange andre klasser udover DM-afdelingerne. Op imod 6.000 tilskuere havde fundet vej til banen, som var lidt af en udfordring for deltagerne.

- Mange havde svært ved at få godt greb, en del trak skævt, og for andre tog selve trækket op ad banen meget lang tid i forhold til normalt, hvilket også gav problemer i forhold til, om motorerne kan holde til den store belastning så meget længere tid, fortæller Randi Louis, så der var både stor spænding og nervøsitet, da Betty Booze endelig kunne komme i aktion.

Grundet den pressede tidsplan var man i klassen (pro stock) blevet enige om, at der kun var et forsøg og dermed ingen pull-off. Betty kom flyvende fra start; der var ingen slinger i valsen og rigtig god balance og fart på, så der var kæmpe-begejstring hos teamet, da forsøget blev målt til 101,65 meter, altså et full pull.

Ingen af de øvrige deltagere formåede at trække slæden forbi 100 meter-mærket; nr. 2 i klassen, Rabbit Gone Mad, som i øvrigt vandt klassen i Made, var 6 meter dårligere, og på 3.-pladsen var ”Lucky Luke” mere end 21 meter efter. Dermed var den første sejr til Betty Booze en realitet, og Kim Andersen kunne træde op på det øverste trin på sejrsskamlen for at modtage pokalen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul