Torsdag den 22. september havde borgmesteren inviteret til kaffe/møde i Ejstrupholm Hallen. Man kom omkring mange ting. Bl.a. at pasningen af de grønne områder i byen aldrig har været god, men i år var det direkte dårligt. Hvis ikke der var ildsjæle og en flok frivillige borgere, som prøver på at forskønne byen udadtil, ville det ikke se godt ud.

Borgmesteren havde ”brugt” 1,5 time på at se området og kunne godt se, at der blev brugt frivillige kræfter (1,5 time var vel ikke for meget at forlange, da Ejstrupholm også er en del af kommunen). En borger syntes, at asfaltvejen med start fra Ågade og ned bagved stadion var meget hullet, især for cyklister og folk med rollator, som skal krydse vejen. Det er flot, at voksne og børn vil motionere for deres ve og vel, men de skal se sig for. Og vejen indbyder ikke til gæster og huskøbere. Kommunen har ellers lappet vejen ad flere gange.

Biodiversiteten er kommet for at blive, men krigen/krisen kan måske betyde, at flere vil dyrke egne grøntsager. Det kan være spildt arbejde, hvis urtehaven bliver invaderet af dræbesnegle, som kommer fra den anden side af hækken, hvor græsset ikke bliver slået, og det bliver arnested for dræbersnegle. Hvem vil tage et bid af et jordbær hvor sneglen sidder på den anden side? Kommunen bør finde arealer andre steder til biodiversiteten.

Borgmesteren kom omkring budgetforliget som havde en besparelse på 40 millioner kroner. Der var kritik af, at de unge måtte stå for skud med 25 procent af besparelserne.  Problemet er, at borgerne tjener for lidt, og at der kommer for få skattekroner i kassen. (Jeg ved ikke, hvad folk tjener, men der uddeles kun en borgmesterløn i kommunen.) Og kommunen får heller ingen rabat på borgernes sygehusophold, hvilket også er dyrt.

Der blev også talt om byggegrunde og seniorboliger. Der er i øjeblikket 3 grunde tilbage i Ejstrupholm. De skal sælges, før der udstykkes nye, og herefter går der ca. et år, inden de er klar. Et år var der en borger, som ville købe grund i Ejstrupholm, men forvaltningen fortalte, at der på det tidspunkt ikke var flere grunde i byen, men han kunne flytte til Ikast, hvor de havde grunde nok. Det er vel ikke forvaltningens pligt at ”kapre” borgere til Ikast? Hvis ambitioner og muligheden opstår, så gjorde det vel ikke noget, at Ejstrupholm kunne blive større end Ikast.

Man fik også det indtryk, at seniorer og syge mennesker ikke er særligt interessante for kommunen.

Svend Åge Andersen

Lindevænget 46

Ejstrupholm